Gabons militærjunta lover valg om to år efter kup
Raymond Ndong Sima, Gabons nye premierminister, som er udpeget af en militærjunta, siger, at målet er at afholde valg om to år. Foto: -/Ritzau Scanpix
Gabons premierminister, der er udpeget af landets militærjunta, vil give magten tilbage til de civile.
Om to år regner den militære junta i Gabon med at afholde, hvad de beskriver som frie valg.
Det siger premierminister Raymond Ndong Sima, der blev udpeget som lederen af overgangsregeringen efter kuppet 30. august.
- Det er godt at starte med et rimeligt mål ved at sige: Vi har ønsket om at afslutte processen om 24 måneder, så vi igen kan afholde valg, lyder det.
Kuppet fandt sted, kort efter at præsident Ali Bongo Ondimba havde genvundet magten.
Brice Oligui Nguema, lederen af kuppet, er imidlertid blevet udpeget præsident for overgangsperioden.
Han har også lovet at overgive magten til civilbefolkningen efter overgangsperioden i et opgør med Ali Bongo Ondimbas familie, der har siddet på magten de seneste 56 år.
Brice Oligui Nguema har en økonomuddannelse fra Paris og tjente selv som premierminister under Ali Bongo Ondimba fra 2012 til 2014.
Efterfølgende blev han dog en stærk kritiker af præsidenten, som han stillede op imod uden at vinde i 2016 og 2023.
Militærjuntaen har udarbejdet en række overgangsvedtægter, hvor det blandt andet lyder, at ingen, som er involveret i den midlertidige regering, må stille op ved fremtidige valg.
Af vedtægterne fremgår det dog ikke, om det også gælder præsidenten, altså Brice Oligui Nguema.
Generalen har lovet at udarbejde en ny forfatning, som skal til folkeafstemning, samt en ny valglov.
Militærkuppet i Gabon, som har godt 2,3 millioner indbyggere, er det ottende, som Vest- og Centralafrika har oplevet på blot tre år.
Især i Vesten vækker det bekymring for, at militæret i flere afrikanske lande vil lade sig inspirere til at tage magten. Samt at det vil udradere de demokratiske fremskridt, der har fundet sted i de seneste par årtier.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker