Gabons nye leder lover at holde frie valg efter militærkup
General Brice Oligui Nguema er ny leder i Gabon, efter at han i sidste uge stod i spidsen for et militærkup. Foto: Stringer/Reuters
Gabon har fået ny midlertidig leder i kølvandet på sidste uges militærkup i det centralafrikanske land.
En general, der i sidste uge stod i spidsen for et militærkup i Gabon, er mandag blevet taget i ed som landets fungerende præsident.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det er general Brice Oligui Nguema, der har indtaget posten.
- Jeg sværger på Gud og på det gabonesiske folk, at jeg troligt vil beskytte det republikanske regime, siger general Oligui.
Han har siden 2020 været leder af den republikanske garde, en elitehær, som har været ansvarlig for at beskytte landets statsoverhoved.
Tidligt om morgenen onsdag 30. august hævdede han og gabonesiske officerer, at de havde taget magten i Gabon. Det skete, umiddelbart efter at der havde været præsidentvalg i det centralafrikanske land.
Oppositionen havde forinden fordømt valget som værende "bedragerisk".
Brice Oligui Nguema har mandag lovet, at der vil blive holdt "frie, gennemsigtige og troværdige valg" i Gabon.
Han har dog ikke sat nogen konkret dato på, hvornår det skal ske.
Det var præsident Ali Bongo, der onsdag blev væltet. Hans familie har siddet på magten i det olierige, men fattige land de seneste 56 år.
Han fik da også klart flest stemmer ved det netop overståede præsidentvalg.
Men mangel på internationale observatører, suspenderingen af en række udenlandske fjernsynsudsendelser og myndighedernes beslutning om at begrænse adgangen til internettet har vakt bekymringer om valgets integritet.
Militærkuppet i Gabon er det ottende, som Vest- og Centralafrika har oplevet på blot tre år.
Især i Vesten vækker det bekymring for, at militæret i flere afrikanske lande vil lade sig inspirere til at tage magten, og at det vil udradere de demokratiske fremskridt, der har fundet sted i de seneste par årtier.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker