Den amerikanske politiker Gabrielle Giffords, der blev skudt igennem hovedet ved et vælgermøde den 8. januar i byen Tucson, er ved at genvinde noget af evnen til at tale. For nylig spurgte hun om toastbrød under morgenmaden, siger sygehuspersonale.
Talsmand C.J. Karamargin vil over for tv-stationen CNN ikke gå dybere ind i, hvad Giffords ellers har sagt, andet end at hun har ytret andre ord "inden for de sidste par dage".
- Det er virkelig gode nyheder, siger han.
Kongreskvindens personalechef Pia Carusone siger til tv-kanalen KMSB i Arizona, at Giffords bad om toastbrød, da hun spiste yoghurt og havregryn mandag.
- Det var bare en ud af de mange gode dage, som hun har haft, siger hun og tilføjer, at politikeren gør fremskridt med det talte ord og i den fysiske genoptræning.
Giffords er også kommet på god fod med det medicinske personale på hospitalet i Houston.
- Hun er glad. Hun smiler, når man går ind i rummet. Hun giver dig et kram eller et klap på skulderen.
Giffords, et demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus, blev skudt igennem hovedet fra nært hold og seks mennesker blev dræbt ved attentatforsøget. En 22-årig mand står anklaget i sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker