Oberst Muammar Gaddafi har accepteret en afrikansk køreplan for fred, der skal afslutte konflikten i Libyen. En øjeblikkelig våbenhvile er en del af planen.
Det meddelte Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, sent søndag efter et møde mellem Gaddafi og en delegation af afrikanske præsidenter fra Den Afrikanske Union (AU), som besøgte Libyens hovedstad, Tripoli.
- Jeg har nogle forpligtelser, der tvinger mig til at rejse nu, men vi har fuldendt vores mission med vores bror og leder (Gaddafi, red.), sagde Zuma efter et flere timer langt møde med Gaddafi i dennes hovedkvarter.
- Vores brors og leders delegation har accepteret den køreplan, som vi har fremlagt. Vi er nødt til at give våbenhvilen en chance, sagde Zuma.
AU-delegationen rejser nu videre til de libyske oprøreres hovedby, Benghazi, for at drøfte planen med dem.
Der hersker dog stor uvished om, hvorvidt køreplanen kan føres ud i livet, og om den libyske leder vil gå med til oprørernes krav om at trække sine styrker ud af byerne.
Hidtil har Gaddafis modstandere afvist ethvert forsøg på at indstille kamphandlingerne, såfremt det indebærer, at obersten eller hans sønner beholder magten.
En repræsentant for oprørerne siger i London til den britiske radiostation BBC, at planen nu ses nøje efter i sømmene, men at det fortsat er uacceptabelt at lade Gaddafi-klanen blive ved magte.
Gaddafis afgang som leder var da også på dagsordenen på mødet med delegationen af afrikanske ledere.
- Der var nogle drøftelser om det emne, men mere kan jeg ikke oplyse. Det skal forblive fortroligt, siger Ramtane Lamamra, AU's kommissær for fred og sikkerhed.
AU's køreplan for fred indebærer en øjeblikkelig våbenhvile, fremme af national dialog, beskyttelse af udenlandske statsborgere samt en udvidelse af den humanitære bistand til Libyen.
Samtidig med forhandlingerne i Tripoli fortsatte militærfly under Natos kommando med at angribe militære mål i Libyen.
Søndag resulterede luftangrebene i mindst 26 ødelagte kampvogne tilhørende Gaddafis styrker i nærheden af byerne Misrata og Ajdabiya, hvor kampe mellem oprørere og regeringstropper fortsatte med uformindsket styrke.
- Vi fortsætter med at angribe regeringsstyrkerne hårdt. Situationen i Ajdabiya og især i Misrata er desperat for de civile, der bliver udsat for en regn af granater fra regimet, sagde Natos ansvarlige for angrebene, generalløjtnant Charles Bouchard.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde