Gaddafi: Al-Qaeda står bag oprør i Libyen

Libyens leder, Muammar Gaddafi, beskylder i et telefonopkald til Libyens statslige tv terrornetværket al-Qaedas leder, Osama bin Laden, for at stå bag det oprør, der har rystet Libyen.

Gaddafi beskylder samtidig al-Qaeda for at give de unge demonstranter narko og alkohol.

Det er den trængte libyske leders anden tv-optræden, siden demonstrationerne mod hans 41 år lange styre brød ud.

Henvendt til den ældre generation i Libyen siger Gaddafi, at "disse bevæbnede unge, vore børn, opmuntres af folk, der er eftersøgt i USA og resten af den vestlige verden".

- Det er ikke et folkeligt oprør, vi ser i Libyen. Det er international terrorisme, siger Gaddafi.

Han understreger samtidig, at situationen i Libyen er anderledes end i Egypten og Tunesien, hvor folket har væltet deres ledere.

- Her har I magten i jeres hænder, folkets hænder. I kan ændre magten, som I vil. Det er jeres valg: I de ældre, I klanernes ledere, I professorerne, siger Gaddafi.

Han opfordrer samtidig Libyens indbyggere til at afvæbne demonstranterne, der har overtaget magten i store dele af landet.

- Forfatningen er klar: Tag våbnene fra dem. Jeg har kun moralsk autoritet, siger Gaddafi, der traditionelt har præsenteret sig som leder af en revolution, der ledes af folket.

/ritzau/AFP

Det, der sker i Libyen, er ikke et folkeligt oprør. Det er international terrorisme, siger Gaddafi.

Offentliggjort Sidst opdateret