Tre huse med en fantastisk udsigt til Middelhavet, dyrt indrettet og moderne var indtil for nylig hjem for flere af Gadaffis sønner. Oprørerne i Libyen har vist journalister rundt i Gaddafi-familiens luksusliv, hvor der trods et officielt forbud mod spiritus var masser af champagne og vodka.
- Det må være her, Hannibal har underholdt sine elskerinder, siger en oprører, der kalder sig Marwan, med henvisning til Gaddafis fjerde søn.
Med en Kalashnikov slynget over skulderen viser han vej ind i det første hus. Det ligner den perfekte ungkarlehybel.
Tæt på Hannibals formodede hjem ligger et hus med grønt tag. Det rummer tre soveværelser og har ifølge oprørerne tilhørt Khamis Gaddafi, som leder det libyske militærs frygtede eliteenhed.
Den bedst beliggende af de tre villaer er imidlertid et hvidt hus fyldt med moderne og dyre møbler, som brødrene menes at have delt.
- Jeg ville gerne have boet her. Hvis vi alle havde huse som dette, så ville vi ikke have startet en revolution, siger en anden oprører, Mahmud.
Trods et officielt forbud mod spiritus i det muslimske land rummer huset flere halvtømte flasker med vodka og Dom Perignon-champagne, og med udsigt til Middelhavet ligger et jacuzzi med plads til tre.
I hjertet af Tripoli finder man huset, hvor Gaddafis datter Aisha angiveligt har boet. Bygningen husede tidligere et katolsk hospital, før den blev inddraget af Gaddafi-familien.
Bag de massive metalporte gemmer sig blandt andet en stor swimmingpool, og på første sal er sengene dækket af satinlagner, mens et fyldt toiletbord og en efterladt kuffert proppet med tøj vidner om en hastig exit.
- Hun var nødt til at handle hurtigt, siger en af oprørerne med et smil.
- Nu er den forkælede kvinde væk, og jeg håber, at bygningen vil blive til hospital igen, tilføjer han.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker