Gaddafi gav ordrer til massevoldtægter

Libyens pressede leder, Muammar Gaddafi, risikerer nu også at blive anklaget for at have beordret sine soldater til at voldtage civile i det uroplagede land.

Chefanklageren for Den Internationale Straffedomstol (ICC) siger, at efterforskere har fundet beviser på, at Gaddafi opfordrede sine soldater til at begå seksuelle overgreb.

Men ikke nok med det: Gaddafi sørgede også for at forsyne soldaterne med potensmidler.

Luis Moreno-Ocampo, øverste anklager hos ICC, mener, at Gaddafi skal sigtes for overgrebene.

Domstolens jurister er i forvejen ved at tage stilling til Moreno-Ocampos anmodning om at sigte Gaddafi for forbrydelser mod menneskeheden, og en afgørelse ventes inden for få dage.

Også en af Gaddafis sønner samt chefen for efterretningstjenesten i Libyen er omfattet af anklagerne. Siden opstanden mod Gaddafi begyndte for over tre måneder siden, har der været adskillige rapporter om, at hans soldater har voldtaget og angrebet kvinder.

Ifølge Moreno-Ocampo har ICC beviser på, at myndighederne i Libyen bestilte Viagra-lignende medicin og fordelte det til soldaterne som led i styrets officielle "voldtægtsstrategi".

- De købte containere (fyldt med potenspiller, red.) for at øge sandsynligheden for voldtægter, siger ICC's argentinske chefanklager og fortsætter:

- Voldtægterne er et nyt middel i undertrykkelsen af civile. Den strategi har Gaddafi aldrig tidligere anvendt. Det er derfor, vi i første omgang havde svært ved at tro på det, men nu er vi mere overbeviste om, at voldtægter var en del af straffen.

Beskyldningerne om voldtægter som et våben mod den ulydige del af befolkningen kommer oven i den anholdelsesbegæring, som Moreno-Ocampo udarbejdede i maj.

/ritzau/AFP

Libyens leder bestilte potensmidler til sine soldater for at opmuntre dem til at voldtage civile, meddeler Den Internationale Straffedomstol

Offentliggjort Sidst opdateret