Libyens leder, Muammar Gaddafi, siger, at de skotske myndigheders beslutning om at løslade bombemanden fra Lockerbie, Abdel Basset al-Megrahi, vil styrke båndet mellem Libyen og Storbritannien.
Gaddafi takker den britiske premierminister, Gordon Brown, og dronning Elizabeth for at have "opfordret" de skotske myndigheder til at løslade Megrahi, som er dødeligt syg af kræft.
- Dette skridt er godt for forholdet mellem vores to lande og for det personlige venskab mellem mig og dem. Det vil blive positivt reflekteret på alle planer i samarbejdet mellem de to lande, siger Gaddafi.
Ifølge det libyske nyhedsbureau, Jana, roser Gaddafi også de skotske myndigheder for deres "mod" til at frigive Megrahi.
Gaddafis søn, Seif al-Islam, siger imidlertid, at en libysk-britisk olie- og gasaftale ligger bag frigivelsen af Megrahi. Han fortæller, at den tidligere britiske premierminister Tony Blair tog Megrahis sag op, hver gang han besøgte Libyen.
- Alle britiske interesser var forbundet med løsladelsen af Abdel Basset al-Megrahi, siger han.
Skotland løslod torsdag den dødeligt kræftsyge Megrahi af humanitære grunde. Han afsonede en livsvarig straf for bombesprængningen af et Pan Am-passagerfly over den skotske landsby Lockerbie i 1988, hvor 270 mennesker omkom.
Megrahi var den eneste, som blev dømt for bombesprængningen. Det skete i 2001.
Både USA og Storbritannien kritiserer skarpt, at Megrahi blev givet en heltevelkomst, da han landede i Tripoli torsdag aften.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker