Gaddafi indleder voldsomt angreb

Den libyske leder Muammar Gaddafi slår hårdt igen i kampen om at få kontrol med byen Zawiyah i det vestlige Libyen, ikke langt fra hovedstaden Tripoli.

Det siger en tidligere embedsmand i landets udenrigsministerium.

- Rundt om hvert eneste hjørne er der folk, der skyder. Han vil tage byen inden onsdag. Det internationale samfund må gøre noget, siger Mourad Hemayma, til nyhedsbureauet AFP.

Embedsmanden tilføjer, at også nogle af hans egne familiemedlemmer er blevet dræbt og såret i Zawiyah, der i flere dage har været belejret af Gaddafis kampvogne og fly.

- Situationen er meget kritisk i Zawiyah. Den er omringet og bombarderes dagligt af soldater, siger Hemayma.

Et øjenvidne siger til Sky News, at byen er "en spøgelsesby".

- Det er kaos. Bygninger er helt sunket i grus, moskéer forvandlet til aske, og blodet flyder i gaderne, siger øjenvidnet, der ikke ønsker sit navn frem.

Han tilføjer, at omkring 50 kampvogne har bombarderet byen massivt, samtidig med at luftvåbnet flyver hen over byen.

- Intet menneske burde gå igennem dette. Hvilken slags menneske ville gøre dette mod et andet menneske?, spørger han.

Øjenvidner fortæller til den britiske avis The Guardian, at både kvinder og børn er blandt de dræbte.

En mand siger til nyhedsbureauet Reuters, at han har talt i telefon med en ven i byen, der siger, at byen er helt blokeret af Gaddafis styrker.

- Folk kan ikke komme væk, der er spærret af. De kan ikke flygte. Alle, der kan, kæmper. Også teenagere. Børn og kvinder er sendt i skjul, siger han.

I weekenden rapporterede Sky News' journalist i Zawiyah, at Gaddafis styrker havde skudt mod ubevæbnede civile i byen.

/ritzau/AFP

Gaddafis styrker har indledt et voldsomt angreb mod oprørerne i byen Zawiyah, 50 kilometer fra hovedstaden.

Offentliggjort Sidst opdateret