Gaddafi-tro byer får frist fra oprørere

Lederen af Libyens Nationale Overgangsråd (TNC), har givet fire libyske byer, hvor Muammar Gaddafis styrker stadig har kontrollen, en frist på en uge til at hejse det hvide flag. Hvis det ikke sker, vil oprørerne angribe byerne.

Fristen gælder Gaddafis fødeby Sirte samt Jufrah, Sabha og Bani Walid.

Det er de vigtigste lommer, der endnu ikke er kommet under oprørernes kontrol, efter de i starten af sidste uge drev Gaddafi ud fra hans hovedkvarter i Tripoli.

- Denne frist betyder ikke, at vi ikke er klar over, hvad Muammar Gaddafis styrker laver, og vi holder øje med det hele, siger TNC-leder Mustafa Abdel Jalil på en pressekonference.

En af oprørernes militære ledere i byen Tarhuna siger imidlertid til nyhedsbureauet AFP, at byen Bani Walid har fået et ultimatum og skal overgive sig inden søndag klokken 10 dansk tid.

Han tilføjer, at Muammar Gaddafis søn Saadi stadig befinder sig i byen, men at den mest fremtrædende af sønnerne, Saif al-Islam, er flygtet.

En anden militær leder i Tripoli siger, at en gruppe civile kørte ind i Bani Walid torsdag og kunne konstatere, at de fleste kontrolposter i byen er forladt af Gaddafis soldater.

- Bani Walid er åben, siger lederen af det militære råd, Abdelhakim Belhaj.

En anden militær kilde fortæller om, at Gaddafi mister sine soldater i lyntempo. Mange af hans nye rekrutter overgiver simpelthen deres våben til oprørsstyrkerne, når de kommer, siger kilden til AFP.

/ritzau/AFP

Fire byer, som fortsat kontrolleres af Gaddafis styrker, har en uge til at overgive sig, siger oprørsleder.

Offentliggjort Sidst opdateret