Inspireret af begivenhederne i Libyen strømmede syriske demonstranter fredag ud i gaderne og råbte, at præsident Bashar al-Assad og hans regime skal lide samme skæbne som Muammar Gaddafi.
Som det er set tidligere, når demonstrationerne udvikler sig efter den muslimske fredagsbøn, er der blevet skudt mod de syriske demonstranter.
Aktivister siger, at op mod 14 mennesker er dræbt i løbet af fredagen, efter soldater og politi har åbnet ild. De fleste er dræbt i de nordlige byer Homs og Hama.
- Gaddafi er væk, din tur kommer Bashar, råbte demonstranterne i centrum af byen Hama.
Gaddafi blev torsdag dræbt, da han forsøgte at flygte fra den omringede by Sirte.
Den syriske modstand over for Assad-styret har været vedholdende de seneste syv måneder, men inden for de seneste uger har demonstranterne måttet vige for den militære modoffensiv, som regimet har sat ind. FN skønner, at over 3000 mennesker er dræbt i konflikten.
Men den væbnede opstand i Libyen og Gaddafis død synes at have pustet nyt liv i oppositionen.
- Vores sjæle, vores blod ofrer vi for jer, Libyen, lød råbet fra demonstranterne fredag.
Andre bar skilte, der med tekst og tegninger sammenlignede Bashars fremtid med den skæbne, som arabiske ledere har fået under det arabiske forår.
Tunesiens mangeårige leder Zine El Abidine Ben Ali er gået i eksil, og Egyptens præsident, Hosni Mubarak er i fængsel og anklaget for at have dræbt over 800 demonstranter.
- Ben Ali flygtede, Mubarak er i fængsel, Gaddafi er dræbt, Assad ...? havde en demonstrant skrevet på sin plakat.
/ritzau/AP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde