Mens alle troede det var overstået, udbrød der fredag kampe i Libyens hovedstad, Tripoli, mellem militsfolk, der støtter Muammar Gaddafi, og overgangsrådets styrker.
Kampene finder sted cirka 10 kilometer syd for Tripoli i byområdet Abu Salim, hvor mange af Gaddafis tilhængere bor.
Overgangsrådets soldater skyder mod angribernes stillinger med maskingeværer, der er monteret på ladet af varevogne.
BBC's korrespondent i byen siger, at Gaddafis folk også er kørt ud i gaderne med maskingeværer monteret på toppen af varevogne.
Der er ingen oplysninger om dræbte eller sårede under skyderiet.
Der er ingen præcise oplysninger om, hvor mange der har taget del i kampene. Nyhedsbureauet Reuters siger, at op mod 50 Gaddafi-tilhængere har taget kampen op, mens andre medier taler om både færre og flere.
Ifølge BBC brød kampene ud nær fængslet i Abu Salim, hvor Gaddafis tidligere regering indsatte politiske fanger.
Overgangsrådet siger, at kampene er begrænset, og at man atter har situationen under kontrol.
- Alt er under kontrol nu. Vi har anholdt nogle af dem, og vi forfølger resten, siger den næstkommanderende for militærrådet i Tripoli, Khaled Sharif til nyhedsbureauet AFP.
De libyske oprørere indtog Tripoli sidst i august, og det var antagelsen, at al modstand var nedkæmpet i byen.
Ingen ved, hvor den tidligere enerådende leder Muammar Gaddafi befinder sig. Hans folk har fortsat kontrol med dele af byen Sirte og ørkenenklaven Bani Walid.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned