Gaddafis præsidentgarde overgiver sig

Muammar Gaddafis præsidentgarde har overgivet sig til de libyske oprørere, rapporterer tv-stationen al-Arabiya.

Al-Arabiya citerer de libyske oprøreres Nationale Overgangsråd for oplysningerne.

Tv-stationen Al-Jazeera rapporterer også, at de styrker, der har ansvaret for den libyske leders sikkerhed, har nedlagt våbnene.

Samtidig siger lederen af de libyske oprøreres Nationale Overgangsråd i et interview med Al-Jazeera, at Muammar Gaddafis søn Saif al-Islam er blevet taget til fange.

- Vi har givet ordre til, at han skal behandles ordentligt, så han kan blive retsforfulgt, siger lederen af overgangsrådet, Mustafa Abdul Jalil.

Oplysningerne kommer, efter at de libyske oprørere tidligere søndag strømmede ind i Tripolis forstæder.

Mens oprørerne rykkede ind i Tripoli, sagde en talsmand for Gaddafis styre, at Gaddafis regering er rede til at forhandle direkte med de oprørere, der forsøger at vælte ham for at stoppe angrebet på Tripoli.

Talsmanden siger, at 1300 mennesker er blevet dræbt i Tripoli alene søndag.

Trods en opfordring fra Gaddafi om at gribe til våben og kæmpe mod oprørerne, er der få tegn på, at Gaddafis styrker gør modstand mod oprørerne.

Sky News, der har en journalist på stedet, rapporterer, at oprørerne bliver hilst velkommen af civile, der strømmer ud i gaderne.

Det er tilsyneladende en koordineret aktion, som oprørerne har planlagt i flere måneder, der nu er sat i gang for at vælte Gaddafis 41 år lange styre.

Skyderierne begyndte lørdag aften, få minutter efter at muslimske præster havde brugt højttalere fra moskéernes minareter for at kalde folk ud i gaderne.

Kampene i Tripoli kombineret med oprørernes fremmarch mod byen synes at have været et signal til at iværksætte den sidste fase i den seks måneder lange konflikt, der har udviklet sig til den blodigste i det, der er blevet kendt som Det Arabiske Forår.

/ritzau/Reuters

Muammar Gaddafis præsidentgarde har overgivet sig, rapporterer al-Arabiya. Gaddafis søn er taget til fange.

Offentliggjort Sidst opdateret