Gaddafis søn håner Sarkozy i tv-interview

Den vestlige militæralliance mod Libyen har ikke en chance for at trække sig sejrrigt ud af konflikten med landet, og de daglige luftangreb mod styrets militære anlæg og tropper gør alliancelandene til legitime mål for gengældelse.

Det siger en af oberst Muammar Gaddafis sønner i et interview med den franske tv-station TF1.

Saif al-Islam Gaddafi gør det også klart, at hans far ikke så meget som overvejer at forlade landet, som led i en eventuel afslutning på den månedlange konflikt og de vedvarende protester mod Gaddafis styre.

Spurgt om han har et budskab til Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy, der som en af de første talte om muligheden for en intervention i Libyen, siger Saif til TF1:

- Du kommer ikke til at vinde. Du har ikke en chance for at vinde krigen her.

- Hvis du er vred på os, fordi vi ikke køber Rafale-fly, så tal med os, siger Saif og henviser til det fransk-byggede kampfly fra Dassualt, som den franske regering forsøgte at sælge til Libyen, inden styret i Tripoli kom under pres.

- Hvis du er sur på os, fordi olieaftalerne ikke går så godt, så bør du tale med os. Oprørerne får du ikke noget af, for de vinder ikke, siger Saif.

Saif siger i interviewet, at hans far er parat til at diskutere både demokrati, nye valg, en ny forfatning og en våbenhvile.

- Vi er parat. Men den anden side afviser os hele tiden, siger Saif, der fastslår, at én ting ikke er til debat.

- At bede min far om at forlade landet er en vittighed. Vi overgiver os aldrig. Det er vores land, siger han.

I lighed med sin far er der også udstedt arrestordre på Saif al-Islam Gaddafi og Libyens efterretningschef, Abdullah al-Senussi.

Sønnen har organiseret lejesoldater, mens efterretningschefen har stået bag angreb mod demonstranter, ifølge Den Internationale Straffedomstol.

/ritzau/Reuters

Oprørerne og de vestlige lande har ikke en chance for at trække sig sejrrigt ud af konflikten, ifølge sønnen.

Offentliggjort Sidst opdateret