Den libyske leder, Muammar Gaddafis, styrker angriber to oprørskontrollerede byer, oplyser indbyggere.
I byen Misrata er fire børn blandt de dræbte, siger en indbygger. De befandt sig i en bil, som blev ramt af skyts fra Gaddafis soldater.
- Situationen her er meget kritisk. Kampvogne begyndte at bombardere byen her til morgen, siger indbyggeren, der blot oplyser sit navn som Mohammed, i telefonen til nyhedsbureauet Reuters.
- Snigskytter deltager også i operationen, tilføjer Mohammed.
Oprørere i byen siger ligeledes, at fire børn er dræbt og derudover mindst en til person.
Dagen inden blev 40 personer dræbt, da byen kom under angreb fra Gaddafis styrker, siger en indbygger i byen. Hans oplysninger stammer fra oprørere, der yder lægehjælp i byen.
Det er uklart, hvor mange af de dræbte der er oprørere, og hvor mange der er civile. Tallet kunne ikke bekræftes fra uafhængig side.
Gaddafis styrker forsøger samtidig at indtage byen Zintan i det vestlige Libyen og angriber med tunge våben, rapporterer tv-stationen al-Jazeera.
Der var ikke umiddelbart flere oplysninger om situationen i Zintan, der ligger tæt ved grænsen til Tunesien.
Dagen inden var der ligeledes meldinger om angreb mod begge byer.
Her udsatte Gaddafis styrker Zintan for et voldsomt artilleribombardement og tvang indbyggere på flugt. Nogle søgte tilflugt i grotter og huler i den bjergrige region.
I Misrata sagde indbyggere mandag, at folk var gået ud i gaderne for at forsøge at forhindre Gaddafis styrker i at komme ind i byen.
Senere rapporterede den arabiske tv-kanal al-Arabiya, at Gaddafis styrker nu kontrollerer Misrata, men oplysningen kunne ikke umiddelbart bekræftes.
Iagttagere havde ventet, at regeringsstyrker ville forsøge at komme ind i civile områder for at slippe for de angreb fra luften, som den internationale koalition har gennemført i de seneste døgn.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde