Mens danske soldater sætter livet på spil i det sydlige Afghanistan, så flygter alt for mange nyuddannede afghanske sikkerhedsstyrker væk til mere fredelige dele af landet.
Det mener forsvarsminister Søren Gade (V), der derfor vil insistere på, at en ny strategi for Natos indsats i Afghanistan kræver større afghansk tilstedeværelse i de uroplagede områder.
- Fra dansk side er der en klar forventning om, at afghanerne fremadrettet vil bruge flere ressourcer i den sydlige del af landet, hvor der er brug for dem, siger Gade forud for et Natomøde i Bratislava.
- For nu at sige det direkte, så er det mere naturligt, at det er afghanske soldater, der bløder for Afghanistan, end at det er Isaf-soldater, fortsætter han.
Ifølge forsvarsministeren vil flere afghanske soldater være en stor gevinst og aflastning for Nato og den internationale Isaf-styrke i blandt andet Helmand-provinsen, hvor de danske soldater er udstationeret.
Afghanerne er blandt andre udset til at spille en hovedrolle i at holde Taliban-oprørerne væk fra at vende tilbage til områder, som allerede er renset af de internationale styrker.
Den nye strategi i Afghanistan er hovedpunktet på mødet med Natolandenes forsvarsministre i den slovakiske hovedstad. Her vil ministrene diskutere, om de skal følge opfordringen fra den amerikanske general Stanley McChrystal om at sende mindst 40.000 ekstra soldater til landet samt optrappe den civile indsats.
Men Søren Gade punkterer på forhånd enhver snak om at udsende flere danske soldater.
- Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke lægger op til et øget styrkeloft. Det, vi gør i Afghanistan, skal holdes inden for vores styrkeloft på 750 soldater, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie