Gamle kinesere truer statens planer om at fyre op under økonomien

Levealderen stiger i Kina, og det betyder stadig flere pensionister. På billedet forlader to ældre kvinde et tempel i Rugao i Jiangsu-provinsen (Arkivfoto). Foto: Wang Zhao/Ritzau Scanpix

Det er ikke kun Europa, der har problemer med en voksende ældre befolkning, som skal have pensioner. Det har de også i Kina, og det kan ramme vækstplanerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kinas regering har afstukket politiske mål om at sikre økonomisk vækst på lang sigt.

Det hjemlige forbrug skal have en vitaminindsprøjtning, og samtidig skal den store gæld ned.

Men planerne trues. Det er de kinesere, der i de senere årtier har trukket mange millioner medborgere ud af fattigdom og skabt høje vækstrater, som spænder ben.

Som mange andre steder i verden bliver også befolkningen i Kina ældre, og de stadig flere ældre kinesere skal have pensioner betalt af staten.

Læs her om Kinas pensionister og deres pensioner.

* Hvor mange pensionister er der?

Pensionsalderen for mænd er 60 år og for kvinder 55 år, 50 år for kvindelige fabriksarbejdere.

I 2023 nåede antallet af kinesere over 60 op på 296,97 millioner. Det er 17 millioner flere end i 2022.

Der er nu udbredt bekymring for, at pensionssystemet ikke kan klare de mange pensionister, medmindre der indføres reformer.

Altså for eksempel lavere pension eller højere pensionsalder.

* Hvordan fungerer systemet?

Pensionssystemet består af tre søjler, herunder en statslig grundpension.

Den anden søjle er en privat pensionsordning med arbejdsgiverne, og den tredje er pensionsopsparinger, som den enkelte selv er herre over.

Kendere af systemerne siger, at arbejdsgiverpensionen og de private pensionsordninger slet ikke er udviklet tilstrækkeligt endnu.

Ældre kinesere får tiden til at gå hos Ikea. Billedet er fra den 5. december 2023 hos Ikea i Xuhul-distriktet i Shanghai. For over 10 år siden forsøgte Ikea at få pensionisterne ud, men forgæves. De mødes hver tirsdag i restauranten. Foto: Hector Retamal/Ritzau Scanpix

Det statslige system er allerede presset. Det administreres ikke centralt, men i provinserne.

* Er der forskel på udbetalingerne i så stort et land?

I princippet ikke. Regeringerne i provinserne i den nordlige del af Kina har store underskud i deres pensionskasser, fordi deres økonomier er svagere.

I 2018 blev der etableret en særlig fond med pensionsmidler, der bliver overført efter behov fra rige provinser til fattigere provinser. Altså en slags udligningsordning.

Omkring en tredjedel af provinserne har underskud i pensionskasserne. Det statslige Kinas Forskningsakademi har regnet sig frem til, at det statslige pensionssystem løber tør for penge i 2035.

* Hvad sker der med levealderen?

Den stiger. I 1960 var den gennemsnitlige levealder 44 år. I 2021 var den 78. Det ventes, at den i 2050 er over 80.

Et ældre par i en park i Kinas hovedstad, Beijing. Billedet er fra i tirsdags. Foto: Tingshu Wang/Reuters

Mere end 20 procent af de godt 1,4 milliarder kinesere er i dag over 60.

* Hvad får en kineser i pension?

Statslige medier siger, at Kina har det største sociale system i verden. 1,05 milliarder mennesker betalte i 2022 ind til det statslige pensionssystem - den første af de tre pensionssøjler.

Den gennemsnitlige månedlige pension i Kina var i 2020 ifølge FN's Internationale Arbejderorganisation (ILO) 170 yuan, 162 kroner.

* Er der planer om pensionsreformer?

I 2022 afslørede regeringen flere nye planer på området. Der skulle bygges flere plejehjem til de stadig flere ældre, og der skulle oprettes en ny privat pensionsfond, der kunne investere i en række finansprodukter.

Der sker dog i praksis ikke meget på området. I 2020 og igen i 2021 meddelte regeringen, at pensionsalderen skulle hæves. Det er ikke sket.

Her er Kinas måske bedst kendte pensionist. Eller i hvert fald en mand, der har nået pensionsalderen, nemlig Kinas 70-årige præsident, Xi Jinping. (Arkivfoto). Foto: Florence Lo/Ritzau Scanpix

Mange kinesere har på sociale medier udtrykt bekymring for ændringer.

/ritzau/Reuter

Kinas aldrende befolkning

* Der bliver stadig flere og flere ældre kinesere.

* Samtidig falder fødselstallet. I de seneste otte år er antallet af babyer blevet lavere og lavere år for år.

* Befolkningen i Kina var i 2023 på 1,409 milliarder mennesker. Det var lidt over to millioner færre end i 2022. Et fald på 0,15 procent. I 2022 var faldet i forhold til 2021 på 850.000.

* Flere end 20 procent, eller 296,97 mennesker, var i 2023 over 60. Det var 17 millioner flere end i 2022.

* I 1960 var den gennemsnitlige levealder 44 år. I 2021 var den 78. Det ventes, at den i 2050 kan være over 80.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu