Gamle Kissinger advarer mod et kæmpe nederlag til russerne i Ukraine

Henry Kissinger holder her videotale den 24. februar i år i anledning af 50-året for præsident Richard Nixons historiske besøg i Kina. Kissinger fylder 99 år på fredag den 27. maj. Foto: Unknown/Ritzau Scanpix

Den gamle statsmand Henry Kissinger er betænkelig ved udviklingen i krigen i Ukraine. Hvis Rusland får et stort nederlag, får det dybe konsekvenser for Europa.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det strømmer ind i Ukraine med vestlige våben, som ifølge en talsmand for Ukraines militær gør de russiske soldater "kede af det".

I det meste af den tre måneder lange krig har Ukraines hær overvejende brugt artilleri fra tiden under det gamle Sovjetunionen.

Det er begyndt at ændre sig.

I de seneste uger er der kommet moderne, langtrækkende kanoner fra Vesten, herunder M777 haubitsere fra USA.

- For Ukraines artillerister, der skyder med M777, er det som at skifte fra et damptog til en elbil, siger kaptajnløjtnant Dmytro Pletentjuk i byen Mykolajiv til nyhedsbureauet AFP.

Han vil ikke sige, hvor på fronten M777 bruges. Men de bruges med stor succes, og det er det, der gør fjenden "ked af det".

Krigen er ikke gået, som Rusland og omverdenen havde ventet, da angrebet kom den 24. februar. Ukrainerne slår igen, og Rusland har lidt nogle store og synlige nederlag i de seneste tre måneder.

Det synes ikke længere at være umuligt, at Ukraine kan tvinge russerne ud af landet. Men nu lyder der en advarsel fra en gammel stemme på den globale scene for diplomati.

Det er Henry Kissinger, der advarer. USA's gamle statsmand og legendariske udenrigsminister fra 1970'erne.

I de sidste mange år har han skrevet bøger, holdt foredrag og arbejdet som rådgiver med et særligt varemærke, nemlig realpolitik.

Han er en gammel mand nu. Fylder 99 på fredag, men han er stadig skarp.

Han har talt på årets Verdensøkonomiske Forum (WEF) i Davos i Schweiz.

Han har dog ikke taget turen fra sit hjem i Kent i den amerikanske delstat Connecticut til Schweiz, men i stedet været med på videolink.

Her advarede han om, at det kan være farligt for Vesten at blive "grebet af stemningen".

Han minder om, at man bør huske Ruslands position og plads i Europa.

Vesten bør holde op med at prøve at tildele de russiske styrker et knusende nederlag. Det vil få katastrofale konsekvenser for den langsigtede stabilitet i Europa, siger Kissinger ifølge avisen Daily Telegraph.

Kissinger siger videre, at Rusland har været en vigtig del af Europa i 400 år. En garant for magtbalancen i Europa i kritiske tider.

Europæiske ledere bør ikke tabe det langsigtede forhold af syne, og de bør heller ikke risikere at skubbe Rusland ind i en permanent alliance med Kina.

- Jeg håber, at ukrainerne matcher deres heroisme med visdom, siger han.

Kissinger mener, at krigen ikke skal have lov til at trække ud ret meget længere.

- Der skal forhandlinger i gang inden for de næste to måneder, inden der skabes så store omvæltninger og spændinger, at de bliver svære at overvinde.

- Ideelt bør skillelinjen være, hvor den var ved krigens udbrud. At føre krigen ud over dette punkt vil ikke handle om frihed for Ukraine, men være en ny krig mod selve Rusland, mener han.

Ifølge Kissinger skulle Ukraine have været en "bro" mellem Europa og Rusland. Men nu er forholdene ved at blive ændret, og det kan isolere Rusland.

- Det kan føre til noget, der ligner Den Kolde Krig med en diplomatisk distance, der sætter os årtier tilbage. De bør stræbe efter langsigtet fred.

/ritzau/

Henry Kissinger advarer om, at hvis Rusland og præsident Vladimir Putin (billedet) tildeles et knusende nederlag i Ukraine, kan Rusland finde på at lede efter nye alliancer langt væk fra Europa. (Arkivfoto). Foto: Sputnik/Reuters
Amerikanske M777 haubitser-kanoner på en base i Californien i april. Billedet er taget, lige før de blev læsset om bord på en transportmaskine, der fløj dem til Europa. De er nu på slagmarken i Ukraine, hvor de ifølge den ukrainske hær gør en stor forskel. Foto: Us Marines/Reuters
Kissinger og Putin kender godt hinanden. Billedet her stammer fra et møde i det russiske regeringshovedkvarter, Kreml, i 2017. Foto: Alexei Druzhinin/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu