Gamle Yunus med nobelprisen skal bringe Bangladesh ud af krisen
Den 84-årige Muhammad Yunus er her fotograferet onsdag eftermiddag i Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris. Han var da på vej hjem til Bangladesh for at sætte sig i spidsen for en midlertidig regering. Foto: Abdul Saboor/Reuters
Bangladesh har fået en midlertidig regering, der ledes af en gammel modtager af Nobels fredspris. Han appellerer om ro til at opbygge en bedre nation.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Efter uroligheder og studenterdemonstrationer i Bangladesh er det nu en gammel mand på 84, der skal få det folkerige land med over 170 millioner indbyggere ind på en stabil vej frem.
Det er Muhammad Yunus, som nu er udnævnt til midlertidig regeringsleder.
Han er internationalt kendt, efter at han i 2006 modtog Nobels fredspris for at have oprettet en bank med mikrolån til fattige mennesker.
"De fattiges bankmand", som han er blevet kaldt.
- Jeg appellerer til alle om at forholde sig i ro. Vær venlig at afholde jer fra al slags vold, sagde han ifølge AFP i en erklæring onsdag.
Annonce
- Vær rolig og gør klar til at byg landet op, sagde han videre.
Han talte om, at der nu skal bygges "en bedre nation".
Præsident Mohammed Shahabuddin opløste parlamentet tirsdag. Han fik samtidig oppositionsleder og formand for Bangladeshs Nationalistparti, Begum Khaleda Zia, ud af hendes husarrest.
Hun er tidligere premierminister og var Hasinas rival. Hun blev sat i stuearrest med beskyldninger om korruption i 2018. Hun har afvist beskyldningerne.
Hun er 78 år nu og har ifølge Reuters flere sygdomme.
De studenterledere, der har ført an i demonstrationerne mod Hasina, har ikke peget på Zia som midlertidig leder.
De har peget på Yunus med nobelprisen.
* Hvorfor har de demonstreret?
Tilhængere af oppositionspartiet BNP demonstrerede onsdag i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh. Partiets leder og oppositionsleder, Khaleda Zia, der er tidligere premierminister, er blevet løsladt fra sin husarrest. Foto: Munir Uz Zaman/Ritzau Scanpix
Gruppen Studenter mod Diskrimination har ført an i demonstrationerne.
De tog fart i juni, da unge gik på gaderne i protest mod et særligt kvotesystem, som højesteret genindførte.
Systemet siger, at omkring hvert tredje ledige job i staten skal besættes af slægtninge til krigsveteraner fra uafhængighedskrigen mod Pakistan i 1971.
Der er stor ungdomsarbejdsløshed. 32 millioner unge mennesker er ikke under uddannelse eller har ikke job.
Annonce
I juli blev der slået hårdt ned på demonstrationerne, og studenterne gav Hasina skylden.
* Hvad så med kvotesystemet?
Systemet blev ophævet af regeringen i 2018, men det blev så genindført i juni i år. Højesteret har grebet ind igen og har suspenderet det.
Sheikh Hasina var premierminister i Bangladesh i 15 år, inden hun flygtede med befolkningens vrede i hælene. Billedet er fra den årlige sikkerhedskonference i München den 17. februar i år. (Arkivfoto). Foto: Wolfgang Rattay/Reuters
* Er alle problemer så løst?
Ikke helt. Eksperter siger ifølge Reuters, at urolighederne også skyldes, at der skabes for få job i den private sektor. Det gør offentlige job meget attraktive, og kvotesystemet gjorde det svært at få foden inden for hos staten.
Engang havde Bangladesh en af de hurtigst voksende økonomier i verden. Det var dengang, den var baseret på en stærk tøjindustri.
Den sektor er stagnerende. Nu er der en inflation på 10 procent, og statens dollarreserver bliver mindre og mindre.
/ritzau/
Domstol frafalder sag mod Yunus
* Den nye midlertidige regeringsleder i Bangladesh, Mohammed Yunus, har fået ophævet en fængselsdom kort før sin tiltræden.
* Yunus ventes til Bangladesh torsdag for at lede landet.
* Onsdag ophævede en domstol en dom på seks måneders fængsel, som han fik i januar i en sag om arbejderrettigheder.
* Ifølge dommen havde han undladt at oprette en særlig fond med velfærdsgoder til ansatte i hans firma Grameen Telecom.
* I januar appellerede han dommen og blev løsladt mod kaution og rejste senere til udlandet.
Kilder: AFP, Reuters.
/ritzau/
Der er krise i Bangladesh, men livet går videre. Billedet er fra et frugtmarked i hovedstaden Dhaka onsdag. Foto: Munir Uz Zaman/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Nykøbing FC henter spiller i FC Midtjylland
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Kastede genstand mod kørende lastbil: Forrude smadret
Borgmester vil hjælpe medarbejderne videre: - Det er bydende nødvendigt
Politiet fortsætter eftersøgningen af Maibritt
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik