Gandhi spøger i kampen mod korruption

Indisk politi har beordret Indiens førende antikorruptionsaktivist løsladt fra fængsel, efter at en voksende og landsomfattende protest mod fængslingen af ham har tvunget premierminister Manmohan Singh til at vende på en tallerken.

Anholdelsen af den 74-årige aktivist Anna Hazare tidligt tirsdag udløste vrede hos oppositionspartierne og spontane demonstrationer i byer rundt om i Indien.

Hazare har vundet opbakning hos mange indere, der er dødtrætte af den omfattende korruption i Asiens tredjestørste økonomi.

Ifølge en af Hazares nære medarbejdere, der blev anholdt sammen med Hazare, nægter Hazare imidlertid at forlade fængslet, med mindre han får lov til at indlede den sultestrejke, som har sendt ham i fængsel.

Indisk politi løslod tirsdag 1500 af Hazares tilhængere, som tidligere på dagen var anholdt i New Delhi, fordi de trodsede politiets forbud mod at demonstrere.

- Folk forventer, at premierminister Singh slår hårdt ned på korruption. De forventer ikke, at Singh slår hårdt ned på folk, der ønsker at bekæmpe korruption, siger M.J. Akbar, der er redaktør på det indflydelsesrige tidsskrift India Today.

Anholdelsen af Hazare og hans tilhængere har chokeret mange i Indien, hvor erindringen om Mahatma Gandhis ikke-voldelige protester mod det britiske kolonistyre stadig har stor betydning.

/ritzau/Reuters

Antikorruptionsaktivist i Indien vil ikke forlade fængsel, med mindre han må fortsætte sin sultestrejke.

Offentliggjort Sidst opdateret