Gaza-myndigheder melder om 30 dræbte i israelsk angreb på skole
Palæstinensere ser nærmere på skaderne efter et israelsk angreb på en skole i byen Deir al-Balah i Gaza. Foto: Eyad Baba/Ritzau Scanpix
Skole ramt i angreb ligger i område med mange fordrevne. Ifølge Israel blev den brugt militært af Hamas.
Mindst 30 palæstinensere er blevet dræbt i et israelsk angreb på en skole i byen Deir al-Balah centralt i Gazastriben.
Det oplyser palæstinensiske sundhedsmyndigheder lørdag.
Deir al-Balah er et område med mange fordrevne familier.
Dødstallet er viderebragt af Gazas sundhedsministerium og mediekontoret i Gaza-regeringen, som den militante palæstinensiske bevægelse Hamas styrer.
Myndighederne oplyser videre, at over 100 er blevet såret i angrebet.
Imens siger det israelske militær, at det har ramt en Hamas-kommandocentral.
I en meddelelse fra militæret står der, at det har ramt et "kommando- og kontrolcenter brugt af Hamas i Khadija-skoleområdet i det centrale Gaza".
Ifølge Israel blev skolen brugt som udgangspunkt for angreb mod israelske soldater og som opbevaringssted for våben.
Civile var blevet advaret før angrebet, siger det israelske militær.
Ambulancer bragte med stor hast sårede palæstinensere til al-Aqsa-hospitalet i Deir al-Balah.
Nogle af de sårede ankom til fods iført blodigt tøj.
Når Israel tidligere har ramt civil infrastruktur med den type angreb, har militæret beskyldt Hamas for at bruge civile som menneskelige skjold.
Israel siger, at den militante gruppe bevidst opererer i tæt befolkede områder og bruger hospitaler og skoler som skjulesteder. Det afviser Hamas.
FN og humanitære organisationer beskylder Israel for at gå for voldsomt frem i krigen og ikke sikre, at civile har sikre steder at søge hen. Det afviser Israel.
Over 39.000 palæstinensere er blevet dræbt i Israelske angreb i Gaza siden 7. oktober, oplyser Gazas sundhedsmyndigheder, som ikke skelner mellem civile og soldater.
Israelske embedsmænd anslår, at over 14.000 fra militante grupper - heriblandt Hamas og Islamisk Jihad - er blevet dræbt eller taget til fange.
Omkring 1200 blev ifølge israelske opgørelser dræbt og 250 taget som gidsler, da Hamas 7. oktober angreb Israel.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned