Gazakrigen kan ryste de traditionelle partier ved EU-valget

Den fransk-palæstinensiske advokat Rima Hassan, uden telefon, er med på en selfie med en anden deltager i en propalæstinensisk demonstration i Paris den 29. maj. Hassan er kandidat til EU-valget på listen La Frace Insoumise (LFI). Partiet ligger ude på venstrefløjen og bruger Gazakrigen i sin valgkamp. Foto: Layli Foroudi/Reuters

Muslimske indvandrere i EU kan sammen med venstrefløjen tage masser af stemmer fra de traditionelle europæiske partier ved EU-valget på grund af Gazakrigen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nadir Aslam havde egentlig planlagt at stemme på partiet De Grønne ved valget til EU-Parlamentet. Men Aslam, der er tysker med rødder fra Marokko og Pakistan, har skiftet mening.

Nu giver han sin stemme til det nye venstreorienterede parti Mera25, som har en klar propalæstinensisk holdning.

Den 33-årige Aslam fortæller, at han skiftede mening i november i fjor. Gazakrigen begyndte den 7. oktober 2023, da Hamas angreb Israel og dræbte 1200 mennesker.

Det fik Israel til at slå hårdt igen. Det kom til den krig, der stadig er i gang.

I november, da der var dræbt 9000 palæstinensere, holdt en leder fra De Grønne tale og gav sin fulde støtte til Israel.

Det fik Aslam til at droppe sin støtte til det tyske regeringsparti.

Han er ikke ene om at skifte spor og rykke ud på venstrefløjen på grund af Gazakrigen.

Det er et skifte, der ses over store dele af Europa.

Og skiftet repræsenterer den seneste trussel mod de traditionelle politiske partier, hvis projekt om en stadig dybere integration i EU i forvejen har ført til, at højrefløjen bliver stærkere.

Det er ikke kun muslimer i Europa, der rykker til venstre.

Mange vælgere, som hælder til venstre, taler om dobbeltmoral, når europæiske lande fordømmer Hamas for angrebet den 7. oktober og undlader at stille Israel til regnskab for de omfattende angreb på Gaza, hvor dødstallet ifølge Hamas nu er over 36.000.

- Både radikale højrepartier og radikale venstrepartier går frem. Det vil ændre Europas politiske landskab, siger Samira Azabar, sociolog på Radboud-universitetet i Holland.

Det kan få konsekvenser for EU's holdning til Israel. Det kan også få konsekvenser i nogle lande på nationalt niveau.

Azabar påpeger, at Spanien og Irland under Gazakrigen har anerkendt staten Palæstina.

Fatih Zingal har været med til at grundlægge det tyske parti Dava, der henvender sig til tyske vælgere med tyrkiske rødder. Partiet blev grundlagt i 2023, og der har været mistanker om, at det har forbindelser til Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, skriver AFP. (Arkivfoto). Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix

Højrefløjens popularitet er vokset i de senere år. Meningsmålinger viser, at minoriteter i stedet er rykket til venstre, mens de traditionelle partier er gledet mod højre på områder som migration og kultur.

En Ipsos-meningsmåling i maj viste, at venstrefløjsgruppen i EU-Parlamentet ventes at gå frem med seks pladser.

På den yderste venstrefløj i Frankrig har La France Insoumise (LFI) centreret sin kampagne om at være propalæstinensisk for at vinde muslimske og stærkt venstreorienterede vælgere, siger Blandine Chelini-Pont, historiker på universitetet i Aix-Marseile.

LFI vil have våbenembargo mod Israel, anerkende staten Palæstina og afstår også fra at kalde Hamas for en terrorgruppe.

LFI har ifølge målinger opbakning fra otte procent af de franske vælgere. Men 44 procent af de muslimske vælgere stemmer på partiet.

- Nogle vil sige, at vi surfer på en vælgergruppe. Men hvem taler vi om? Det er borgere, der ikke har en racistisk vision for samfundet, siger Sebastien Delogu fra LFI.

Det etablerede parti Socialistpartiet i Frankrig søger også en anerkendelse af Palæstina, men deler ikke LFI's holdning til Hamas.

Spaniens premierminister, Pedro Sanchéz fører valgkamp for sit socialistiske parti op til valget til EU-Parlamentet. Hans regering har anerkendt staten Palæstina under Gazakrigen, og det har givet regeringen medvind, skriver Reuters. Foto: Imanol Rimada/Ritzau Scanpix

- LFI har et forhold til vold, som ikke er i orden, siger Raphael Glucksmann, socialisternes spidskandidat.

Han siger, at han er gået frem i målingerne, fordi han tager afstand fra LFI.

I Tyskland har propalæstinensiske partier taget stemmer fra De Grønne og socialdemokraterne, der har opretholdt støtte til Israel og Tysklands historiske ansvar for Holocaust.

Det er både partiet Mera25 og Dava, der går efter tyrkiske vælgere.

I Spanien er de regerende partier gået frem efter anerkendelsen af staten Palæstina.

- Det palæstinensiske spørgsmål er blevet centralt i den politiske debat i Spanien, siger David Hernandez, professor på Complutense-universitetet i Madrid.

/ritzau/Reuters

Indvandrerpartier tiltrækker indvandrervælgere

* Et af de nye partier i Tyskland hedder Dava. Det henvender sig til borgere med tyrkiske rødder og ledes af Teyfik Özcan. Han var tidligere medlem af SPD, Socialdemokratiet. Han siger, at hans parti nu giver vælgere mulighed for at proteststemme, og det kunne de ikke før.

- Tyskere har muligheden for at sige: Okay. I protest giver jeg min stemme til AfD (det højreorienterede Alternative für Deutschland). Det kan muslimer ikke gøre.

* I Frankrig er det stærkt venstreorienterede parti La France Insoumise (LFI) opstået. Dets kampagne har et propalæstinensisk grundlag for at tiltrække muslimske og meget venstreorienterede vælgere. Det har opstillet den fransk-palæstinensiske advokat Rima Hassan som kandidat.

* Chama Tahiri Ivorra, en 34-årig fransk-marokkansk kok, siger, at hun aldrig har stemt til EU-valg, men det vil hun gøre nu.

- At stemme på Rima er som at gøre modstand. Jeg kender ikke hele LFI's program, men det, hun og de andre medlemmer siger om Palæstina, er retfærdigt.

Kilder: Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu