Gazastribens indbyggere har ingen flugtvej væk fra bombehelvedet

Israel begyndte lørdag et modangreb mod Hamas i Gaza. Det har ifølge Gazas myndigheder torsdag eftermiddag kostet over 1300 livet. Foto: Mohammed Abed/Ritzau Scanpix

Civile i Gaza er fanget i Israels modangreb efter Hamas-massakren. Mange søger tilflugt på skoler og hospitaler i håb om, at de ikke er et mål for raketterne.

Offentliggjort Sidst opdateret

2,3 millioner mennesker lever i et bombehelvede i Gazastriben, et af de tættest befolkede steder i verden.

Hundredvis af israelske raketter har ramt området, efter at den militante organisation Hamas i lørdags udførte et angreb på Israel, der har kostet mindst 1200 israelere livet.

- Jeg har oplevet fortidens krige. Men jeg har aldrig gennemlevet noget værre end det her, siger Yamen Hamad, hvis families hjem er blevet ødelagt af israelske angreb.

Gazastribens eneste grænseovergang - ud over dem til Israel - er til Egypten. Den er dog blokeret af egyptiske myndigheder. Kun humanitær hjælp kan krydse den.

Over 175.000 mennesker er ifølge FN på flugt i Gaza. Men når luftsirenerne lyder, ved befolkningen ikke, hvor den skal flygte hen.

Der var ingen flugtvej for Ala al-Kafarnehs familie. Den 31-årige palæstinenser siger, at han lørdag flygtede med sin gravide kone, far, brødre, kusiner og svigerfamilie.

Først flygtede de ud mod strandenes flygtningelejre, men efter at eksplosionerne kom nærmere, måtte de videre til det østlige område Sheikh Radwan.

Håbet om at have fundet et sikkert sted bristede dog hurtigt. Tirsdag nat blev bygningen, som familien opholdt sig i, ramt af en eksplosion.

Ifølge Ala al-Kafarneh var han den eneste, der overlevede.

- Vi flygtede fra farer direkte i døden, siger han.

Det palæstinensiske sundhedsvæsen skrev torsdag eftermiddag, at over 1300 mennesker er blevet dræbt i bombardementerne i Gaza.

Mange områder i Gaza er fuldstændig jævnet med jorden, og palæstinenserne flygter i blinde, da de ikke ved, hvor der er sikkert.

- Jeg er hjemløs nu, siger Youssef Dayer, mens han sidder på jorden foran et hospital.

- Måske er man et roligt og civilt sted. Måske ikke. Ingen steder virker sikre.

Flere områder er blevet forvandlet til ruiner, og Gazas indbyggere ved ikke, hvor de skal flygte hen. Foto: Belal Al Sabbagh/Ritzau Scanpix

Gazas eneste kraftværk løb tør for strøm onsdag formiddag på grund af mangel på brændstof. Der kan ikke komme nye forsyninger på grund af de lukkede grænser. Der kommer heller ikke mad eller vand.

Med de få ressourcer, Gaza har tilbage, frygter lægerne i området et kollaps af hele sundhedsvæsnet.

- Hvis tingene bliver ved sådan her, så går der kun få dage, før hele sundhedsvæsnet kollapser, siger Mohammad Abu, der er læge for nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser.

Gazas sundhedsministerium forventer, at hospitalerne løber tør for strøm i løbet af de kommende dage. Så er der heller ikke brændstof til deres generatorer.

Det har skabt frygt hos hjælpeorganisationen Røde Kors. Den frygter, at hospitalerne forvandles til kapeller.

Ved et hospital i den sydlige by Khan Younis står pårørende og venner i kø for at finde deres afdøde kære.

Folk på flugt har taget tæpper og papstykker med, som de sover på, i håb om, at hospitalerne er i sikkerhed for luftangreb.

Hospitalerne er propfyldte. Familier samles udenfor for at finde deres afdøde kære. Foto: Mohammed Abed/Ritzau Scanpix

Også FN-skoler er blevet tilflugtssted. De fleste af skolernes klasselokaler er proppet af familier, der er flygtet fra deres ødelagte hjem.

På en af skolerne forskrækker lydene af eksplosioner børnene og holder dem vågne.

Mange er udenfor. På den måde sikrer de, at de ikke befinder sig i en bygning, der pludselig bliver bombet.

/ritzau/

Fem punkter om Gazastriben

* Israel erobrede Gazastriben fra Egypten i Seksdageskrigen i 1967.

* I 2005 trak Israel sin hær og bosættere ud af Gaza. Hamas vandt et internt palæstinensisk opgør om kontrollen med området. Israel kontrollerer grænserne til Gaza og luftrummet. Egypten kontrollerer grænsen til Sinai.

* Gazas areal er 410 kvadratkilometer, cirka på størrelse med den danske ø Mors.

* Gaza er et af verdens tættest befolkede områder. Der bor 2,3 millioner mennesker. På Mors bor der cirka 20.300.

* 80 procent af indbyggerne i Gaza er afhængige af international hjælp.

Kilder: BBC og Morsø Kommune.

/ritzau/

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu