Det græske samfund er lammet af en generalstrejke, der er en protest mod regeringens økonomiske sparepakke.
Landets største fagforbund har pålagt sine medlemmer at strejke i 24 timer. Det betyder, at over tre millioner ansatte i både den offentlige og private sektor har nedlagt arbejdet. Strejken rammer alle områder: Offentlige kontorer, sygehuse, skoler, banker og retsvæsen samt fly-, tog- og skibstrafik.
Til trods for strejken mener 55 procent af grækerne, at den økonomiske hestekur må gennemføres. Hele 76 procent mener, at ingen bør strejke, før landet er ude af den økonomiske krise.
Grækenland har lovet EU at nedbringe landets gigantiske budgetunderskud fra 12,7 procent af bruttonationalproduktet fra 2009 til den grænse på tre procent, som er fastsat af EU inden 2012. Den samlede græske gæld er på over 2230 milliarder kroner, hvilket er mere end landets samlede bruttonationalprodukt.
Den græske finanskrise har sat pres på det samlede eurosamarbejde, der er kastet ud i den største krise, siden euroen så dagens lys for 11 år siden.
Nyhedsbureauet Reuters citerede tirsdag den græske finansminister, George Papaconstantinou, for, at regeringen overvejer at indføre flere stramninger efter samtalerne med EU's udsendinge.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker