Generationsskifte på vej i Cambodja efter 38 år med samme leder
Vælgerne i Cambodja stemmer søndag ved valget til Underhuset, hvor ét parti ventes at besætte alle pladser. Foto: Tang Chhin Sothy/Ritzau Scanpix
Cambodja holder parlamentsvalg søndag. Valget kan bane vejen for, at premierministerens søn overtager magten.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Indbyggerne i Cambodja går søndag til parlamentsvalg. Men der er ikke lagt op til de store politiske overraskelser i det sydøstasiatiske land.
Således ventes den siddende premierminister, Hun Sen, at vinde valget med sit parti, Combodjansk Folkeparti.
Det er forventningen, at partiet indtager samtlige 125 pladser i Underhuset i den cambodjanske parlament, skriver nyhedsbureauet AFP.
70-årige Hun Sen er tidligere medlem af den kommunistiske guerillabevægelse De Røde Khmerer. Han har siddet på magten i Cambodja i ikke mindre end 38 år.
Oppositionspartier har reelt ingen chance for at blive valgt ind i parlamentet, politiske modstandere er blevet tvunget til at flygte fra landet, og ytringsfrihed er noget nær ikkeeksisterende.
Annonce
Selv om der udsigt til, at Hun Sen og hans parti beholder magten, tyder alt på, at han inden længe vil træde tilbage og give premierministerposten videre til yngre kræfter.
Der er således optræk til et generationsskifte, og hans ældste søn, Hun Manet, er kørt i stilling til posten som Cambodjas næste politiske leder, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Hun Sen, som ses på billedet, har været premierminister siden 1985. Foto: Tang Chhin Sothy/Ritzau Scanpix
For at Hun Manet kan blive premierminister, skal han være medlem af parlamentet. Og det er han ikke endnu. Derfor er han opstillet ved parlamentsvalget, og det er forventningen, at han kommer ind.
Torsdag sagde Hun Sen, at hans søn kan blive premierminister inden for "tre eller fire uger", alt efter om sønnen er "i stand til det" eller ej.
At én familie tilsyneladende holder fast i magten og i øvrigt styrer Cambodja med hård hånd, har fået kritikere til at sammenligne det cambodjanske styre med det, man kender fra Nordkorea, skriver AFP.
Ifølge Reuters har Hun Manet kun givet få interview til medierne, og han har ikke givet nogen hints om, hvad hans politiske visioner er for Cambodja.
45-årige Hun Manet er uddannet økonom fra New York University i USA og har en doktorgrad fra Bristol University i England. Han er desuden militæruddannet og har været hærchef i det cambodjanske militær.
Foruden Cambodjansk Folkeparti stiller 17 partier op ved valget. Ingen af de øvrige partier blev stemt ind ved det seneste parlamentsvalg i 2018.
De Røde Khmerer, som Hun Sen har været en del af, regerede Cambodja fra 1975 til 1979 under ledelse af Pol Pot. Bevægelsen overtog magten i landet efter flere års borgerkrig.
Fra 1975 indtil styret blev væltet i 1979, døde mindst 1,7 millioner mennesker i Cambodja som følge af sult, sygdomme og interne udrensninger.
Annonce
Det skete som et resultat af bevægelsens indsats for at indføre et klasseløst landbrugssamfund. Blandt andet opstod der hungersnød som følge af styrets urealistiske krav til landbrugsproduktionen.
Seneste artikler
Borgmesterens bedste råd: Tag ikke telefonen ved ukendt nummer
Ingen børn skal stå på sidelinjen: Fond giver stor donation
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Bridgerton-seriebanger på lollandsk
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland