Den folkekære musiker Michel Martelly er stadig med i kapløbet om at blive Haitis næste præsident. En genoptælling sendte torsdag Martelly videre fra første runde sammen med Mirlande Manigat, der er tidligere førstedame i Haiti.
Martelly blev ellers dømt ude af valgkampen tilbage i slutningen af november, hvor han ifølge Haitis valgkomité kun fik tredjeflest stemmer. Regeringens egen kandidat, Jude Celestin, havde nemlig fået cirka 7000 stemmer flere end Martelly.
Efter udenlandsk pres og anklager om valgsvindel accepterede valgkomitéen at gentælle stemmesedlerne for topkandidaterne. Det endte altså positivt for den 49-årige sanger.
- Dagens resultat er ikke en gave. Vi har kæmpet for det. Endelig hørte valgkomitéen befolkningens stemme. Resultatet stemmer overens med Haitis befolkning, der stemte for Manigat og Martelly, siger Michel Martelly.
Sangeren er langtfra en typisk præsidentkandidat, og mange troede i første omgang, at Martellys valgkampagne var en joke.
Martelly veksler mellem satire og politiske budskaber, og hans underholdende valgtaler har fået haitianerne til at hænge ud af vinduerne og kravle op på hustage for at høre med.
Det endelige valg mellem Manigat og Martelly står den 20. marts, og vinderen afløser den siddende præsident, Rene Preval.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet