George Floyd bliver begravet i hjemby ved siden af sin mor

George Floyds kiste blev mandag lokal tid båret ind i kirken, The Fountain of Praise church i byen Houston, hvor offentligheden kunne give et sidste farvel. Foto: Pool/Reuters

Tirsdag er der begravelse for den sorte mand George Floyd, der har sat ild til protester over hele verden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 46-årige sorte mand George Floyd, hvis død efter en anholdelse af en hvid politibetjent i Minneapolis er blevet et globalt symbol på racisme og politivold, bliver begravet tirsdag.

Han stedes til hvile ved siden af sin mor på kirkegården Houston Memorial Gardens klokken 11.00 lokal tid i sin amerikanske hjemby, Houston, hvor han voksede op, skriver nyhedsbureauet AFP.

Mandag eftermiddag fik offentligheden lov til at give et sidste farvel til George Floyd, hvis åbne kiste stod i lit de parade.

Det er en måde at vise en afdød prominent person og er modsætningen til castrum doloris, som blandt andre afdøde prins Henrik lå i, hvor kisten er lukket.

Den seks timers lange visning i kirken ved navn The Fountain of Praise Church i Houston tiltrak over 6000 gæster, herunder Texas' guvernør, Georg Abbott, og den sorte amerikanske skuespiller Kevin Hart. Visningen var det sidste stadie af ceremonier, der ærede George Floyd før tirsdagens begravelse.

Ifølge flere amerikanske medier bliver begravelsen holdt privat. Halvdelen af gæsterne vil bestå af Floyds familie og kære, mens den anden halvdel vil udgøres af politikere, ledere i lokalsamfundet og andre personer af rang.

En af verdens bedste boksere Floyd Mayweather, der også er sort, har betalt for begravelsen, hvor blandt andre Houstons borgmester, Sylvester Turner, og den sorte, amerikanske skuespiller Jamie Foxx deltager.

Den med al sandsynlighed kommende præsidentkandidat for Demokraterne, Joe Biden, har mødtes med familien til George Floyd forud for begravelsen.

Til selve ceremonien tirsdag vil der blive afspillet en optaget hilsen fra den tidligere vicepræsident.

George Floyd døde 25. maj, efter at den hvide politibetjent fra Minneapolis Derek Chauvin, der er drabssigtet i sagen, satte sit knæ på Floyds hals i otte minutter og 46 sekunder.

På en videooptagelse fra et vidne kan Floyd høres råbe "I can't breathe", eller på dansk "jeg kan ikke trække vejret". De ord er siden hen blevet brugt som slagord i de tusindvis af protester mod politivold og racisme, der har fundet sted over hele verden i de seneste uger.

Mandag eftermiddag fik offentligheden lov til at give et sidste farvel til George Floyd, hvis åbne kiste stod i lit de parade, der er fransk for parade-seng. Foto: Pool/Reuters
Op mod 6.000 personer sagde farvel en sidste gang til Georg Floyd mandag. Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Der var lang kø til at give Georg Floyd et sidste farvel inden begravelsen tirsdag. Foto: Pool/Reuters
Ordene "I can't breathe" ord er sidenhen blevet brugt som slagord i de tusindvis af protester mod politivold og racisme, der har fundet sted over hele verden i de seneste uger. Foto: Pool/Reuters