Georgiens parlament giver formelt dødsstød til omstridt forslag
Demonstranter protesterede tidligere på ugen i Tbilisi mod det lovforslag, som nu er taget af bordet i Georgien. Foto: Zurab Tsertsvadze/Ritzau Scanpix
Tusindvis har demonstreret i Georgien mod lovforslag, som ville stemple ngo'er som udenlandske agenter.
Georgiens parlament har fredag formiddag formelt annulleret lovforslaget, som de seneste uger har udløst stor uro i befolkningen.
Det skriver Reuters.
Allerede torsdag meddelte regeringen i Georgien, at den ville trække lovforslaget tilbage.
Loven ville pålægge organisationer, der modtager mere end 20 procent i støtte fra udlandet, at registrere sig som "udenlandske agenter".
Og hvis ikke de gjorde dét, ville de stå over for klækkelige bøder.
Ud over at lovforslaget har mødt voldsom modstand i den georgiske befolkning, er det blevet kritiseret af både EU og USA.
Særligt EU's syn på den politiske udvikling og situation i Georgien er relevant for den tidligere Sovjet-republik.
Det skyldes, at landet sigter mod at blive medlem af EU.
EU afslog dog sidste år landets forsøg på at opnå status som kandidatland. Georgien fik i den forbindelse at vide, at landet skulle sætte fart på forandringer inden for blandt andet retssikkerhed.
Her ville loven om "udenlandske agenter" være et gevaldigt tilbageskridt.
Parlamentet i Georgien godkendte ved en indledende afstemning det kontroversielle lovforslag tirsdag.
Det antændte protesterne i landets hovedstad, Tbilisi.
Men ved en afstemning fredag stemte 35 parlamentsmedlemmer imod forslaget, skriver nyhedsbureauet AFP. Én stemte for.
Georgiens regeringsparti begrundede torsdag sin kovending med, at regeringen ønsker at mindske "konfrontationen" i samfundet.
Lovforslaget er af kritikere blevet sammenlignet med noget, der kunne komme fra Vladimir Putins styre i Rusland.
Georgien, der var en republik under Sovjetunionen, har en historisk tilknytning til Rusland. Men mange borgere ser hellere, at landet rykker tættere på EU end mod sin store nabo mod nord.
Således har meningsmålinger for nylig vist, at 85 procent af befolkningen ønsker at træde ind i EU.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker