Ghislaine Maxwell afviser at have begået nogen forbrydelse
Ghislaine Maxwell (i midten) bar en blå fangedragt og en hvid trøje under mandagens retsmøde. Her ses hun sammen med sin advokat, Bobbi Sternheim (til venstre). Foto: Jane Rosenberg/Reuters
Jane Rosenberg/Reuters
Ghislaine Maxwell har ingen grund til at indgå nogen aftale med anklagerne i Epstein-sagen, siger advokat.
Ghislaine Maxwell har ikke anmodet om at indgå nogen aftale med anklagemyndigheden i Jeffrey Epstein-sagen. Samtidig har anklagerne i sagen heller ikke tilbudt hende noget forlig.
Det kom frem under et indledende retsmøde ved en domstol i New York City mandag, skriver CNN.
Maxwell er den afdøde rigmand Jeffrey Epsteins ekskæreste og mangeårige samarbejdspartner. Hun er blandt andet anklaget for at have hjulpet Epstein med at rekruttere og misbruge unge piger seksuelt i 90'erne og 00'erne.
Under mandagens retsmøde fastholdt Ghislaine Maxwells advokat, Bobbi Sternheim, at hendes klient ikke er skyldig i nogen forbrydelse. Derfor har hun heller ikke brug for at indgå nogen aftale.
Under retsmødet udtalte den 59-årige britiske kendis sig kun en enkelt gang.
- Jeg har ikke begået nogen forbrydelser, sagde hun.
Selve retssagen mod Ghislaine Maxwell begynder den 29. november.
Hun er anklaget for at have hjulpet Jeffrey Epstein med at begå overgreb mod mindreårige piger i perioden fra 1994 til 1997. To andre anklagepunkter mod hende handler om falsk vidneforklaring.
Hun er også anklaget for udnyttelse af en mindreårig mellem 2001 og 2004.
Ghislaine Maxwell, der nægter sig skyldig i alle anklager, blev anholdt 2. juli 2020 i New Hampshire, hvor hun opholdt sig på en større ejendom, som hun købte kontant i december året før.
Hendes identitet var skjult i forbindelse med ejendomshandlen. Anklagerne mener ifølge nyhedsbureauet Reuters, at hun forsøgte at gemme sig for myndighederne.
Jeffrey Epstein blev i juli 2019 anklaget for at have udnyttet snesevis af piger og kvinder seksuelt fra 2002 til 2005.
Han blev fængslet, men fundet død i sin celle i august samme år. Dødsårsagen blev fastslået til selvmord ved hængning.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker