Gidseltager overgiver sig ved Paris
En mand, der kortvarigt tog et gidsel i en daginstitution i en forstad til Paris, har overgivet sig til politiet, oplyser en talsmand for politiet på stedet.
Ifølge politiet mødte den bevæbnede mand op flere timer før åbningstid ved en børnehaveklasse på en skole i bydelen Vitry-sur-Seine syd for hovedstaden.
Han tog en far, der var på vej til at aflevere sit barn, som gidsel, og truede også med at begå selvmord.
- Han lod gidslet gå efter et par timer og overgav sig senere til politiet. Ingen skud blev affyret, siger talsmanden for politiet, Ludovic Monier.
Skolen, der fungerer som et fritidshjem i sommerferien, var i flere timer afspærret og omringet af politiets specialstyrker.
Der foreligger foreløbig ingen oplysninger om, hvad motivet bag aktionen kunne være
En talsmand for politiet siger til det franske nyhedsbureau AFP, at gidseltageren talte usammenhængende under forhandlingerne med politiet.
I sidste måned blev en 26-årig mand med mentale problemer skudt og anholdt af politiet i Toulouse efter at have tage flere gidsler i en bank. Han hævdede at være medlem af al Qaeda.
Det var også i Toulose, at en 23-årig tilhænger af al-Qaeda i marts dræbte tre soldater, tre jødiske børn og rabbiner ved tre attentater, inden han selv blev skudt og dræbt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker