Det kvindelige amerikanske kongresmedlem Gabrielle Giffords har gennemført sin første offentlige optræden, siden hun under et politisk møde i januar blev skudt i hovedet i Arizona, oplyser tv-netværket ABC News.
En smilende Giffords dukkede op i en kørestol og rejste sig for at kysse sin mand, astronauten Mark Kelly, da han modtog en æresbevisning ved en ceremoni, der blev overværet af hundredvis af mennesker i nærheden af Johnson Space Center i Houston, Texas.
Hendes hår var meget kortere end på tidligere offentliggjorte billeder, og hun bar briller, et beige tørklæde, en let skjorte, cowboybukser og gummisko, oplyser ABC News.
Giffords syntes at være ved godt mod. Hun snakkede og lo med dem, der sad ved siden af hende, mens besætningen fra den nyligt hjemvendte rumfærge Endeavour, som hendes mand havde kommandoen over, blev hædret.
Hun forlod arrangementet tidligt under forevisningen af besætningens hjemmevideoer. Folkene om bord på Endeavour fik alle Rumflyvningsmedaljen for at være vendt sikkert tilbage til jorden.
Giffords blev udskrevet fra sygehuset tidligere på måneden. Fem måneder tidligere blev hun skudt på klos hold i hovedet. Attentatet chokerede hele USA.
Seks personer, heriblandt en dommer og en niårig pige, blev dræbt og 12 andre såret under skudepisoden den 8. januar. Episoden lammede USA og skabte overskrifter i hele verden.
Den påståede pistolmand, Jared Loughner, blev i marts erklæret mentalt uegnet til at blive stillet for retten. Eksperter har fundet den 22-årige skizofren og ude af stand til at hjælpe til med sit eget forsvar eller at forstå retsplejen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker