Giftangreb i Syrien: FN har først resultater om to uger
Der kan gå omkring to uger, før resultatet af FN-våbeninspektørernes analyse af brugen af kemiske våben i Syrien ligger parat. Det har FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, sagt til de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet.
Inspektørerne har færdiggjort undersøgelserne på stedet, hvor et stort antal civile skulle være dræbt i et gasangreb foretaget af præsident Bashar al-Assads styrker i sidste uge.
Bans besked til repræsentanterne fra Storbritannien, Kina, Frankrig, USA og Rusland kom under et møde i New York, siger en diplomat, der ønsker at være anonym.
Oplysningerne kommer samtidig med, at USA antyder, at resultatet af FN-undersøgelsen ikke er nødvendigt for at træffe en beslutning om et muligt militærangreb i Syrien som modsvar på regimets påståede brug af kemiske våben mod civile.
Rusland håber dog ifølge diplomater, at ventetiden kan være med til at lægge en dæmper på angrebsiveren.
FN-talsmand Martin Nesirky siger, at inspektørerne rejser ud af Syrien lørdag, men vil vende tilbage senere for at undersøge andre steder, hvor der angiveligt skulle være benyttet giftgas i løbet af landets borgerkrig, der har varet i over to år.
- Prøverne, der er blevet indsamlet, vil blive ført til laboratorier, hvor de vil blive analyseret. Intentionen er naturligvis at foretage analysen af materialet hurtigt, siger han.
Han giver dog ingen tidshorisont for, hvornår arbejdet kan være færdigt.
I en amerikansk efterretningsrapport, der blev offentliggjort fredag, lyder det, at giftangrebet nær Damaskus i sidste uge kostede 1429 civile livet - heriblandt 426 børn.
Rusland har med opbakning fra Kina brugt sin vetoret i Sikkerhedsrådet tre gange til at blokere for FN-resolutioner mod Assad-styret.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned