Giftgas i Syrien: Rusland vil have fakta på bordet
Rygter om, at det syriske regime har benyttet sig af kemiske våben, skal ikke blive en undskyldning for, at internationale styrker kan gribe ind i det borgerkrigshærgede land.
Det siger Ruslands viceudenrigsminister, Mikhail Bogdanov, som reaktion på, at amerikanske efterretninger tyder på, at præsident Bashar al-Assads tropper i Syrien i begrænset omfang har brugt giftgassen sarin mod oprørerne.
- Hvis der er seriøse beviser for brug af kemiske våben i Syrien, så skal de fremlægges øjeblikkeligt og ikke holdes skjult, siger Bogdanov, der er Vladimir Putins udsending i Mellemøsten.
- Vi må omgående tjekke informationerne i overensstemmelse med de internationale regler, og informationerne skal ikke bruges til at opnå andre mål. Det må ikke blive en undskyldning for en intervention i Syrien, siger han.
De amerikanske myndigheder sagde torsdag, at folk fra efterretningstjenesten med forskellige grader af overbevisning tror på, at Assads styrker har benyttet nervegassen sarin, der er en lugtfri og farveløs gas.
Amerikanernes præsident, Barack Obama, understreger, at der er brug for yderligere oplysninger for at bekræfte mistanken. Men har Assads hær benyttet sig af nervegas, så vil det være en "game changer" i konflikten, siger Obama.
Rusland, der har leveret våben og andet materiel til det syriske regime, er en af Syriens få tilbageværende allierede, og landet er meget imod en militær indtrængen i landet.
- Vi er nødt til at kende sandheden og have faste beviser og ikke stole på informationer, der kommer frem i medierne og ikke er støttet af fakta, siger Bogdanov.
Russeren henviser blandt andet til USA's invasion af Irak i 2003. Dengang drog amerikanerne i krig på baggrund af meldinger om, at det irakiske styre var i besiddelse af atomvåben. Det blev der dog aldrig fundet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde