Glad amerikaner vender hjem fra Nordkorea efter diplomatisk strid
Travis King blev tilbageholdt af Nordkorea, efter at han løb over grænsen i forbindelse med sin udstationering i Sydkorea. Foto: Ahn Young-Joon/Ritzau Scanpix
Tre måneder efter at han krydsede grænsen fra Syd- til Nordkorea, vender soldaten Travis King hjem til USA.
Det er en "glad" Travis King, som onsdag igen kan sætte sine fødder på amerikansk jord, tre måneder efter at han under sin udstationering i Sydkorea løb over grænsen til Nordkorea og blev fanget af myndighederne der.
Det fortæller en embedsmand fra den amerikanske regering.
- Vi kan bekræfte, at menig King er meget glad for at være på vej hjem, lyder det fra regeringen.
- Han glæder sig enormt meget til at se sin familie.
Det var tidligere onsdag, at det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA kom med nyheden om, at landets styre havde besluttet sig for at "udvise" Travis King.
Ifølge den amerikansk regering er han ved godt helbred.
Løsladelsen af den 23-årige soldat sker i kølvandet på en intens diplomatisk krise i kulissen, hvor der var frygt for, at Travis King ville blive en brik i spillet mellem USA og Nordkorea, der har ry for at tilbageholde amerikanere.
Travis King rejste til Nordkorea, efter at han var blevet sigtet for to tilfælde af vold i Sydkorea.
Han havde allerede erkendt sin skyld vedrørende den ene sigtelse. Han havde desuden erkendt, at han havde beskadiget offentlig ejendom, efter at han under en grovmundet tirade mod koreanere havde gjort skade på en politibil.
Efter at han midlertidigt havde siddet i et amerikansk militærfængsel i Sydkorea, var det planen, at han skulle hjem til USA i juli.
Men i stedet for at tage sit fly hjem, tog han på en sightseeingtur til den demilitariserede zone (DMZ), som adskiller de civile dele af henholdsvis Nord- og Sydkorea.
Her lykkedes det trods adskillige amerikanske og sydkoreanske kollegers forsøg Travis King at løbe hele vejen til Nordkorea, hvor han blev pågrebet og tilbageholdt.
Nordkorea bekræftede i august, at King var kommet til landet. Den 15. august skrev KCNA, at han var kommet på grund af "umenneskelig behandling og racisme i den amerikanske hær".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde