GM har besluttet at lukke Saab

Saab Automobile skal lukkes. Det siger Edward Whitacre, der administrerende direktør for den svenske bilfabriks amerikanske ejer, General Motors.

Ifølge næstformand i General Motors' bestyrelse, Bob Lutz, har ingen af de afgivne købsbud været "finansielt mere gunstige" end at nedlægge selskabet. Samtidig åbner Lutz for nye købstilbud i afviklingsperioden.

Beskeden kommer umiddelbart efter, at det luxembourgbaserede investeringsselskab Genii Capital med den hovedrige Formel 1-boss Bernie Ecclestone som medinvestor har bekræftet, at selskabet har budt på Saab Automobile torsdag aften i sidste uge kort før budfristen udløb.

Det siger Lars Carlström, der er koordinator og talsmand for Genii og Ecclestone-konsortiet. Det er siden kommet frem, at Carlström i 1999 er dømt for skattefusk.

Også den russisk-indonesisk ejede hollandske sportsvognsproducent Spyker har været inde i billedet som ejer af Saab, men GM har ikke stillet sig tilfreds med budsummen.

General Motors vil hellere lukke Saab Automobile end at sælge selskabet til nogen, som virksomheden ikke tror på.

- Ellers risikerer vi alligevel at stå med alle omkostninger, siger den snart 78-årige Bob Lutz, som fortsat er i toppen af GM's ledelse.

Gennem en årrække har Bob Lutz udmærket sig ved at være den mest åbenmundede GM-chef, der altid har sagt sin mening. Saabs fremtid tror han ikke på.

- Hvis man vil lave en lille formue på Saab, så er man nødt til at starte med en stor formue, siger han.

En del af Saabs rettigheder og teknik til ældre modeller blev for nylig solgt til kinesiske Beijing Automobile for et beløb svarende til en milliard danske kroner.

/ritzau/TT

Den amerikanske ejer af kriseramte svenske Saab har nu mistet tålmodigheden og vælger at lukke bilfabrikken. Alligevel åbner GM for nye bud under lukningen.

Offentliggjort Sidst opdateret