Efter måneders uvished ser den kriseramte bilproducent Opels 26.000 medarbejdere i Tyskland omsider lys for enden af tunnelen.
Opels ejer, den amerikanske bilkoncern General Motors, har nemlig omsider truffet en principbeslutning om at sælge 55 procent af sine andele i Opel til den canadisk-østrigske reservedelsproducent Magna.
Det bekræfter Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, der ikke lægger skjul på sin lettelse over, at GM endelig har sagt ja til forbundsregeringens foretrukne kandidat til at overtage de fire tyske Opel-fabrikker.
- Jeg glæder mig overordentligt over denne afgørelse, siger hun og tilføjer, at det er den løsning, både hendes regering og Opel-medarbejderne har ønsket sig.
Den tyske forbundsregering har længe prøvet at presse den amerikanske regering, som har overtaget kontrollen hos GM, til en afgørelse til fordel for Magna, der også har den statsejede russiske Sberbank og den russiske bilproducent Gaz med på vognen. Det belgiske investeringsselskab RHJ International havde også budt på Opel, men har altså nu trukket det korteste strå.
Forbundsregeringen sidder med ved forhandlingsbordet, fordi den vil hjælpe en kommende Opel-ejer i gang med favorable statskreditter på 4,5 milliarder euro (33,4 milliarder kroner) for at sikre arbejdspladserne på de tyske bilfabrikker.
Kilder tæt på forhandlingerne meddelte tidligere torsdag, at GM stiller en række betingelser for at sælge sit datterselskab siden 1929. Men Merkel tror på, at de sidste knaster i forhandlingerne hurtigt kan ryddes af vejen.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned