Google anklages for at snyde sig til dominans i kæmpe retssag i USA
Larry Page (tv.) og Sergej Brin er grundlæggere af det 25 år gamle Google. Det er nu et af verdens mest værdifulde selskaber, og de to iværksættere er ude af den daglige ledelse. Men de er med i bestyrelsen af Alphabet, moderselskab for Google, og de har også aktiemajoriteten i Alphabet. De hører til blandt verdens rigeste mænd. (Arkivfoto). Foto: Ho/Ritzau Scanpix
Retssag mod Google begynder i Washington D.C. Den kan få enorm betydning for store IT-selskaber. USA's justitsministerium anklager Google for ulovligt monopol.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Når dommer Amit P. Mehta tirsdag åbner sin domstol i USA's forbundshovedstad, Washington D.C., er det et af verdens største selskaber, der sidder på anklagebænken.
Søgemaskinen Google - og Googles moderselskab, Alphabet, - anklages for med ulovlige metoder at have etableret et monopol for Google på markedet for søgemaskiner.
Der er afsat 10 uger til sagen, hvor USA's justitsministerium er anklager.
Efter retssagen ventes dommer Mehta at bruge en rum tid på at træffe en afgørelse. Det kan ikke udelukkes, at han dømmer Google til at dele sig op i mindre firmaer.
New York Times skriver, at Google og Alphabet står over for den hidtil alvorligste retssag.
Annonce
Selskabets advokater skal tilbagevise anklager om, at Google med ulovlige midler har sikret sig sin monopollignende status.
Det skal være sket ved, at Google har lukrative kontrakter med computerproducenter, med browser-virksomheder, med producenter af mobiltelefoner. Aftalerne sikrer, at de har Google som søgemaskine på deres produkter.
Google har ifølge anklagen sikret sig den fordelagtige position ved årlige betalinger på milliarder af dollar til selskaber som Apple, Samsung, T-Mobile, AT&T.
Det har gjort Google så dominerende, at stort set ingen andre kan komme inden for hos forbrugerne.
For eksempel lancerede Microsoft i 2009 søgemaskinen Bing, men den er en dværg sammenlignet med Google.
- For to årtier siden blev Google Silicon Valleys darling som en skrabet startup, der kom med en innovativ måde at søge på det nye internet på, skriver justitsministeriet i anklageskriftet.
- Det Google har været væk i lang tid.
Retssagen er efter New York Times' vurdering den mest betydningsfulde monopolsag i USA, siden justitsministeriet i 1998 førte en sag mod Microsoft.
Den sag handlede om, at justitsministeriet regnede styresystemet Windows for at have monopolstatus.
Ifølge fortællingen om Google skal det underlige navn illustrere, at det rummer masser af informationer. Navnet er en forkert stavemåde af Googol, som er betegnelsen for det tal, der består af et ettal efterfulgt af 100 nuller. (Arkivfoto). Foto: Arnd Wiegmann/Reuters
Microsoft tabte sagen, men den blev appelleret. Det endte med et forlig, hvor Microsoft i 2001 gik med til at ændre en del af sin forretningspraksis.
Annonce
- Teknologien har udviklet sig meget i de 20 år siden da. Så resultatet af denne her retssag vil få stor betydning for, hvordan IT-platforme opererer i fremtiden, siger John Lopatka fra jurafakultetet på Pennsylvania University til AFP.
Ifølge amerikanske medier ventes Google-retssagen også at blive appelleret, uanset hvem der vinder.
Google er fortsat verdens mest dominerende søgemaskine. Den har omkring 90 procent af markedet i USA og resten af verden, skriver AFP.
En stor del af markedsandelen kommer fra iPhone og andre telefoner, der bruger Android som styresystem. Google ejer Android.
Google har afvist, at selskabet holder konkurrenter væk med ulovlige midler. Det hele skyldes, mener Google, et godt produkt.
- Folk bruger ikke Google, fordi de er nødt til det. De bruger Google, fordi de gerne vil, har Kent Walker, Googles præsident for globale anliggender, erklæret.
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free
Sagen mod Google har i øvrigt været nogle år undervejs. Justitsministeriet begyndte på den under præsident Donald Trump, der blev afløst at Joe Biden i 2021.
/ritzau/
Fem punkter om Google
* Har netop fejret 25 års jubilæum. I 1996 arbejdede de to IT-studerende på Stanford University Larry Page og Sergej Brin på at udvikle et søgeværktøj til at organisere sider på det dengang nye internet. To år senere satte en investor 100.000 dollar i de to unge mænd. De registrerede domænet Google, som så blev født for 25 år siden.
* Google blev hurtigt populær og fik hovedkvarter i Mountain View i Silicon Valley, Californien. I år 2000 lancerede Google AdWords. Annoncører kunne betale for indflydelse på søgeresultater med annoncøren. Pengene begyndte at rulle ind til Page og Brin, der nu er nogle af verdens rigeste mænd.
* Over årene har Google, der ejes af moderselskabet Alphabet, udvidet butikken. Blandt andet kom emailtjenesten Gmail til i 2004. Der er nu omkring 1,8 milliarder Gmail-adresser. Styresystemet Android og Google Maps er kommet til. YouTube ejes også af Google.
* Google sidder på omkring 90 procent af markedet for søgetjenester på internettet.
* Lige nu er kunstig intelligens (AI) aktuelt. Google har tidligere i år lanceret sin egen chatbot, der hedder Bard, til at tage konkurrencen op med den mere udbredte ChatGPT.
Seneste artikler
Annonce: Sådan vælger man den rette bilforhandler i Slagelse til køb, bytte og service
Ombudsmand beder om nyt svar i sag om avisboykot
Nu indtager de Bjørneskoven
Ekspert: Lolland vil være fattig i årtier
Annonce: Ledelsesrådgivning med fokus på sammenhæng og udvikling i danske organisationer
Mest læste artikler
Brand lukker kendt grillbar indtil videre
'Det vil nok få de fleste til at tage lidt mere tøj på'
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
DMI: Kraftige tordenbyger over LF
Dom i Danmarks største sag om kontaktbedrageri