Gorm tager strømmen fra 50.000 svenske husstande
Energiselskabet Eons elnet er blevet skadet af stormen. Mange svenskere må derfor klare sig uden strøm.
Det er ikke kun danskere, der har fået stormen Gorm at føle. I den sydlige del af Sverige står over 50.000 husstande natten til mandag uden strøm, skriver nyhedsbureauet TT.
Energiselskabet Eon oplyser, at 48.000 af selskabets kunder ikke har strøm i kontakterne. Blandt dem er cirka 13.000 i Skåne, cirka 10.000 i Blekinge og 7000 i Kronobergs amt i Småland.
Også selskabet Ellevio melder om, at mindst 2000 husstande - primært i Halland - er mørklagt.
- Vi har lige nu 10.000 strømløse i Kalmar. Vi har 5000 uden el i Halland. Der er vi dog gennem omkoblinger i driftscentralen lykkedes med at genskabe strømmen hos mange, siger Eons presseansvarlige Torbjörn Larsson til TT.
Gorm har gjort store skader på Eons elnet, tilføjer han, og det er derfor usikkert, hvornår alle sydsvenskere igen har strøm.
Ved 02.30-tiden natten til mandag meddelte det svenske meteorologiske institut, SMHI, at det værste stormvejr var overstået.
Det er først og fremmest områderne omkring den svenske sydkyst, der har mærket Gorms kræfter. Ved kyststationen Hallands Väderø i Skåne blev der sent søndag aften målt vind af orkanstyrke.
Al togtrafik i det sydlige Sverige blev indstillet, da stormen var på sit højeste sent søndag aften. Det samme blev togtrafikken over Øresundsbroen til København. Den er nu genåbnet.
Også i det nordvestlige Tyskland skabte Gorm trafikale problemer. I delstaten Slesvig-Holsten blev højbroen på A7 over Kielerkanalen ifølge dpa lukket.
De tyske myndigheder advarede om fare for stormflod på nordkysten og på Elben.
I Hamburg ventes vandstanden mandag at være to og en halv meter over det normale højvande, og dybe parkeringskældre nær floden er blevet rømmet, skriver dpa.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet