Grækenland tilbyder rige turister Akropolis-tur uden menneskemylder

Som billedet viser, er Akropolis en af verdens populæreste turistattraktioner. Billedet er fra sommeren 2023, da der var dage, da over 23.000 besøgte Akropolis. Der var også hedebølge i Athen, og det fik myndighederne til at lukke Akropolis i nogle af de varme timer midt på dagen. Foto: Angelos Tzortzinis/Ritzau Scanpix

Hvis pengepungen er i orden, kan man slippe for køen af almindelige turister på Akropolis. Nu åbnes der for dyre rundvisninger for de få uden for åbningstid.

Offentliggjort

Det antikke Akropolis er en af verdens store seværdigheder.

Turister fra hele verden valfarter til den græske hovedstad, Athen, for at se Akropolis knejse over byen.

Der kommer over tre millioner turister til Akropolis hvert år. I sommeren 2023 var der dage, hvor over 23.000 besøgende stod i kø i den buldrende sommervarme for at se Parthenon-templet og de andre søjler og monumenter.

Grækenlands regering taler om "overturisme". At det bliver for meget. Antallet af turister er skudt i vejret efter coronapandemien, og der slides på seværdighederne.

I forhold til de øvrige EU-lande halter Grækenland efter, når det gælder entrépriser til store turistattraktioner. Der har ikke været prisstigninger i fem år, siger regeringen.

Så nu varsler kulturmyndighederne prisstigninger, men turistbranchen får lidt tid til at forberede sig. For den 50 procent dyrere indgangsbillet til Akropolis indføres først den 1. april 2025, hvor den vil koste 30 euro, ikke 20 som nu.

En stigning fra 150 kroner til 225 kroner.

Imidlertid sker der også noget nyt den 1. april i år - anden påskedag.

Da indføres en ny ordning om rundvisning på det 2500 år gamle Akropolis alene eller i en meget lille gruppe. Helt uden masseturismen.

I hvert fald hvis man er ved muffen.

Avisen Greekreporter.com skriver, at Grækenlands Centrale Arkæologiske Råd (KAS) har besluttet at tilbyde eksklusive ture rundt på Akropolis for at tiltrække velhavende turister.

Rundturene finder sted på tidspunkter, hvor andre ikke kan komme ind på området.

Akropolis er åben for alle fra klokken 09.00 til klokken 20.00.

Nu arrangeres der rundvisninger af to timers varighed fra klokken 07.00 til klokken 09.00 ved solopgang og igen om aftenen fra klokken 20.00 til klokken 22.00 ved solnedgang.

I de tidsrum er der rundvisninger for op til fire grupper. I hver gruppe må der højst være fem personer.

Hver gruppe betaler 5000 euro for rundvisningen - 37.500 kroner.

En gruppe kan også bestå af kun én person, men prisen er stadig 5000 euro.

Ifølge Greekreporter.com tilbydes rundturene på tirsdage, fredage og lørdage, og ordningen vil fortsætte hen over sommeren.

Nikoletta Divari-Valakou fra Grækenlands kulturministerium siger til nyhedsbureauet AP, at indtægterne for rundturene bliver investeret i "kulturelle projekter og monumenter".

- Der er efterspørgsel efter det her. Folk har spurgt ind til det. Det vil ikke skade det arkæologiske sted.

Hun siger videre, at hvis rundvisningerne bliver en succes, kan de udvides til andre turistattraktioner.

Det samme gælder de planlagte stigninger i entreprisen på Akropolis. Der er også prisstigninger i vente ved andre attraktioner.

Der er ifølge nyhedsbureauet AFP omkring 350 arkæologiske steder og museer, som kan ventes at skrue op for deres entrepriser.

De største prisstigninger kommer de steder, der tiltrækker flest besøgende.

AFP skriver også, at KAS har besluttet at fortsætte sin politik om at friholde unge for at betale entre til Akropolis. EU-borgere under 25 og ikke-EU-borgere under 18 skal ikke betale.

/ritzau/

Kort om Akropolis

* Det græske ord Akropolis betyder noget i retning af den højeste by. "Akro" er høj, og "polis" er by.

* På toppen af højen 150 meter over havets overflade ligger Akropolis i Grækenlands hovedstad, Athen. De gamle bygninger og ruiner kan ses fra store dele af det moderne Athen.

* Akropolis består af forsvarsværker og templer. Det dominerende tempel, Parthenon, er omkring 2500 år gammelt. Indtil det femte århundrede før vor tidsregning var Akropolis omgivet af en 760 meter lang og ti meter høj mur.

* Hele området ved Akropolis dækker tre hektarer.

* Området er skrøbeligt. Der er bevægelse i tektoniske plader i regionen. Det er med til at forårsage skader på de gamle strukturer.

Kilde: acropolis-ticket.com.

/ritzau/

En selfie med Parthenon-templet i baggrunden på Akropolis. (Arkivfoto). Foto: Petros Giannakouris/Ritzau Scanpix
Den 2. august 2023 sagde Grækenlands kulturminister, Lina Mendoni, at antallet af besøgende på Akropolis fra september ville blive begrænset til højst 20.000 om dagen. Foto: Petros Giannakouris/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu