Grækenland vil have 15.000 nye soldater midt i middelhavsstrid
Konkret siger Mitsotakis i sin årlige tale om landets økonomiske tilstand lørdag, at Grækenland vil anskaffe sig 18 franskproducerede Rafale-kampfly samt fregatter og helikoptere. Foto: Alexandros Avramidis/Reuters
Alexandros Avramidis/Reuters
Græsk premierminister melder lørdag om militær oprustning. Det sker samtidig med nye spændinger i Middelhavet.
Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis, har lørdag offentliggjort planer om at bruge flere penge på landets militær.
Ifølge Mitsotakis kommer der et "solidt" program for indkøb af våben. Dertil planlægger han en større overhaling af landets militær.
Konkret siger Mitsotakis i sin årlige tale om landets økonomiske tilstand lørdag, at Grækenland vil anskaffe sig 18 franskproducerede Rafale-kampfly samt fregatter og helikoptere.
Videre vil den græske regering udvide sine væbnede styrker med 15.000 mand og bruge flere ressourcer på den nationale forsvarsindustri.
- Tiden er kommet til at styrke de væbnede styrker. Disse initiativer sikrer et solidt program, som vil blive et nationalt skjold, siger Mitsotakis.
Ifølge Mitsotakis skal initiativer også være med til at skabe tusindvis af job.
Meldingen om den græske oprustning kommer, samtidig med at spændingerne i det østlige Middelhav stiger.
Den seneste tid er spændinger mellem Tyrkiet og Grækenland optrappet.
De er uenige om, hvem der har ret til at udvinde blandt andet naturgas i den østlige del af Middelhavet, efter at der er fundet betydelige mængder naturgas nær Cypern og Kreta.
Både Grækenland og EU mener, at Tyrkiet har planer om at bore efter gas i et område, som ifølge EU ligger inden for den græske zone.
Spændingerne har vakt gamle stridigheder mellem Tyrkiet og Grækenland til live igen, da de to lande har indgået rivaliserende aftaler om deres maritime grænser med Libyen og Egypten.
Både tyrkerne og grækerne er medlemmer af Nato. Begge lande har holdt militære øvelser i det østlige Middelhav. Det har understreget den mulige fare for en væbnet konfrontation mellem de to.
Tyrkiet "truer" Europas østlige grænse og "underminerer" regional sikkerhed, siger Mitsotakis lørdag.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde