155 af det græske parlaments 300 medlemmer har vedtaget første del af den fem-årige spareplan, der skal sikre Grækenland yderligere internationale lån i milliardklassen. 138 stemte imod.
Parlamentet har vedtaget det første af to lovforslag om gennemgribende stramninger, som EU og Den Internationale Valutafond (IMF) kræver til gengæld for en økonomisk hjælpepakke til det økonomisk nødlidende land.
Hver af de 300 medlemmer af den lovgivende forsamling i Grækenland har afgivet deres stemmer ved opråb. Et par minutter inde i afstemningen stemte et regeringsmedlem mod lovforslaget.
- Jeg vil ikke acceptere afpresning fra eurozonen og IMF, sagde parlamentsmedlem Panayotis Kouroublis under afstemningen. Han blev øjeblikkelig ekskluderet som medlem af det regerende socialdemokratiske parti.
I en kommentar til afstemningen fra seniorøkonom Frank Øland Hansen, Danske Bank, hedder det, at risikoen for en græsk statsbankerot på kort sigt er faldet betydeligt. På længere sigt ser det dog stadig ud til at blive svært at undgå.
Onsdagens afstemning handler om det overordnede lovforslag, der indeholder skatte- og udgiftspolitiske mål samt etablering af en myndighed, der skal privatisere en lang række statslige engagementer i samfundet.
Sparepakken handler om at skære godt 200 milliarder kroner i de offentlige udgifter frem til 2016. Vedtagelsen af lovforslaget er helt essentielt for Grækenland, hvis EU og IMF skal udbetale næste rate af hjælpepakken midt i juli.
Afstemningen torsdag ventes at blive mindre dramatisk. Her skal der stemmes konkret om skatte- og afgiftsstigninger og budgetbesparelser. Afstemningen ventes gennemført hen på eftermiddagen.
Den græske finansminister regner med, at regeringen også vinder torsdagens afstemning og dermed kan deltage med større troværdighed i søndagens møde i eurogruppen.
En græsk statsbankerot synes afværget - denne gang.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker