Grækere demonstrerer mod hestekur
Grækere i tusindvis har været på gaderne i deres hovedstad, Athen, for endnu engang at protestere mod nedskæringer og hestekur.
Flere end 10.000 mennesker samlede sig søndag på den centrale Syntagma-plads ved parlamentet.
Anledningen var den årlige march for at markere et blodigt studenteroprør mod den daværende militærjunta i 1973.
Det er en dag, der er synonym med regeringsfjendtlige protester, og på Syntagma-pladsen bar demonstranter bannere med slagord som "IMF, EU ud".
Der var tilsvarende demonstrationer i andre byer, herunder Thessaloniki.
Grækenland står foran nye forhandlinger med repræsentanter for IMF - Den Internationale Valutafond - og EU om frigivelse af nye milliardlån til den slunkne græske statskasse.
Lånet er aftalt, men det er også aftalt, at det udbetales i rater, når Grækenland har vist, at det kan leve op til långivernes krav om besparelser og reformer.
Men kravene har ført til en hård tid for grækerne. Næsten seks ud af 10 unge grækere har ikke noget job, hjemløsheden stiger, og pengene er små mange steder.
Mange grækere mener, at de ikke kan klare flere krav fra IMF og EU.
- Folk her lider, vi kan ikke gå længere ned. Vi har nået vores grænse, og børnene har ingen fremtid her, så de rejser, siger den 48-årige biolog Athena Pantra ved demonstrationen i Athen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde