Grækerne går på gaden i protest mod krisepakke
Hundredtusindvis af vrede og fortvivlede grækere har indledt en 48-timer lang strejke i protest mod den ny bølge af nedskæringer, som igen vil gå hårdt ud over lønninger og pensioner.
Det sker før en vigtig afstemning onsdag i parlamentet, som afgør, om besparelser på 18,5 milliarder euro (cirka 140 milliarder kroner) inden 2016 bliver godkendt.
Strejkeaktionen er indkaldt af landets to største fagforeninger, som repræsenterer halvdelen af den store græske arbejdsstyrke på fire millioner.
Bliver besparelserne gennemført, kan grækerne blandt andet se frem til, at pensionsalderen hæves fra 65 til 67 år, pensionsudbetalingen nedsættes, lønnen for mange offentligt ansatte gøres mindre, og mindstelønnen får et ordentligt hug nedad.
Men de økonomiske nedskæringer er en klokkeklar forudsætning for, at EU vil skyde en hjælpepakke på 31,5 milliarder euro (235 milliarder kroner) ind i den mere end slunkne græske statskasse.
Uden hjælpepakken går Grækenland bankerot i midten af november.
Alligevel nægter regeringspartiet Det Demokratiske Venstreparti at støtte spareplanerne, mens der i regeringens næststørste parti, det socialistiske Pasok, er modstand at spore.
Det er langt fra første gang, at grækerne har måttet spænde livremmen gevaldigt ind siden finanskrisen i 2008.
Premierminister Antonis Samaras prøvede søndag at berolige de oprørte borgere.
- Det her er sidste gang, der skæres i lønninger og pensioner, lovede han ifølge BBC.
Strejkerne og protesterne mod den seneste sparepakke begyndte mandag i transportsektoren og har tirsdag bredt sig til endnu flere grene af det græske arbejdsmarked såsom skolevæsnet og banker.
Det er tredje gang på to måneder, at de græske arbejdere storstrejker mod regeringens bebudede besparelser.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde