Græsk gidseldrama: Drabsdømt overgiver sig

En albansk drabsdømt mand, der i næsten 24 timer har holdt fem vagter som gidsler i et fængsel i Grækenland og truet med at sprænge dem og sig selv i luften, hvis han ikke blev sat på fri fod, har overgivet sig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fangen, der også er dømt for røveri, barrikaderede sig med gidslerne i en fløj af Malandrino-fængslet i det centrale Grækenland lørdag aften, men nu er gidslerne frigivet og uskadte, rapporterer nyhedsbureauet ANA.

Ifølge politiet havde fangen en kniv samt granater og sprængstoffer, men det er tilsyneladende lykkedes politistyrkerne at løse situationen uden menneskelige skader.

Den albanske fange ved navn Alket Rijai har tidligere arrangeret to spektakulære flugtforsøg i 2006 og 2009.

/ritzau/AFP