Græsk minister: Uden hjælp var vi endt som Syrien
Frygten for et statsbankerot er væk, og det samme er risikoen for at blive smidt ud af eurozonen. Men de to skrækscenarier er intet i forhold til det kaos, der ville være opstået, hvis Grækenland ikke havde fået økonomisk hjælp udefra.
Så ville det økonomisk pressede land være havnet i en borgerkrigslignende tilstand i stil med Syrien. Det mener den græske finansminister, Giannis Stournaras, ifølge avisen Vima.
Stournaras forsikrer, at en statsbankerot eller exit fra møntunionen ikke længere er et tema.
Den Internationale Valutafond (IMF), som har stillet milliarder af euro til rådighed for Grækenland, erkendte i sidste uge, at der blev begået store fejl i forbindelse med redningsaktionen. En vurdering, som EU-landene straks tog afstand fra.
IMF indrømmede, at det havde undervurderet, hvor hårdt de mange nedskæringer, som långiverne stillede som betingelse for at sende penge til Athen, ville påvirke økonomien.
Grækenland befinder sig fortsat i en af de værste økonomiske tilbageslag, der nogensinde har ramt et land i fredstid.
Finansminister Stournaras siger, at hverken den tidligere græske regering eller de økonomiske donorer, IMF, EU og Den Europæiske Centralbank, var tilstrækkelig forberedt på en krise af det omfang.
Grækenland har indtil nu modtaget omkring 200 milliarder euro af den totale redningspakke på 240 milliarder euro.
Stribevis af nedskæringer, blandt andet i lønninger og pensioner, samt skatteforhøjelser har gnavet en del af landets budgetunderskud.
Men samtidig har tiltagene efterladt en økonomi i så laset en tilstand, at det er kommet bag på IMF og de øvrige EU-lande. Arbejdsløsheden er øget til mere end 27 procent.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde