Græsk politi angriber arrige demonstranter

En journalist fra det svenske nyhedsbureau TT befinder sig i en bygning tæt på den centrale Syntagmaplads. Han oplyser, at den første tåregasgranat eksploderede klokken 17:40 lokal tid.

Efter eksplosionen, som rystede pladsen, affyrede flere demonstranter nødraketter mod parlamentsbygningen. Folkemasserne bølgede frem og tilbage over pladsen, og mange flygtede fra tåregassen. Efterfølgende hørtes snesevis af brag.

Ifølge TT's udsendte var der titusindvis af mennesker på pladsen, og der blev konstant råbt slagord mod politikerne, spareplanerne og krisepakken.

På tv er der billeder af flere demonstranter, som kaster brandbomber mod politiet, som svarer igen med tåregas og chokgranater.

Årsagen til urolighederne er de krav til besparelser, som långiverne EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond har opstillet.

Politikerne er samlet i parlamentet for at tage stilling til kravene, og imens har 25.000 grækere samlet sig uden for parlamentet for at vise deres utilfredshed med politikerne og det, de kalder for afpresning fra blandt andet EU.

Myndighederne havde forberedt sig på sammenstødende ved at udstationere 6000 betjente i den græske hovedstads gader.

Den afgørende afstemning i parlamentet ventes først at finde sted kort før midnat søndag aften.

I den ny spareplan bliver mindstelønnen beskåret med 22 procent, ligesom der skal fyres 150.000 offentlige ansatte de næste tre år. I alt skal det græske budget i år skæres med tre milliarder euro.

/ritzau/

Græsk politi angriber nu de demonstranter, der er samlet i det centrale Athen for at demonstrere mod de sparekrav, som parlamentet skal tage stilling til for at få udbetalt et nødlån på 130 milliarder euro.

Offentliggjort Sidst opdateret