Græsk præsident vil snakke krigsskadekrav i Berlin
Grækenland vil løse konflikten om erstatningskravet i et internationalt forum, siger præsidenten.
Tyskland har ikke betalt nok til Grækenland i krigsskadeserstatning, og derfor vil den græske præsident, Prokopis Pavlopoulos, nu til Berlin for at diskutere det græske ønske om øget erstatning med sin tyske kollega.
- Jeg vil besøge Tyskland så hurtigt som muligt, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP til det tyske netmedie Spiegel Online.
Den græske regering fremlagde i starten af april et krav om krigsskadeserstatning på 278 milliarder euro, svarende til mere end to billioner kroner, for Tysklands besættelse af landet under Anden Verdenskrig.
Dengang kaldte den tyske økonomiminister, Sigmar Gabriel, kravet for "tåbeligt". Nu foreslår den græske præsident, at de to lande kan løse deres meningsforskelle i et international forum som Den Internationale Domstol i Haag.
- Det er sådan, civiliserede lande afgør deres uoverensstemmelser, siger han.
I 1960 betalte Tyskland 115 millioner tyske mark i erstatning til Grækenland, og den tyske regering mener dermed, at sagen er afgjort.
Men Prokopis Pavlopoulos fastholder ifølge AFP, at de græske krav er "juridisk valide", og at landet har retten til at håndhæve kravene gennem lovlige midler.
Hvis Tyskland accepterer det græske krav, vil Grækenland kunne tilbagebetale de lån, landet har optaget i Den Internationale Valutafond, Den Europæiske Centralbank og EU for at undgå statsbankerot.
I marts mødtes Tysklands Kansler, Angela Merkel, og Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, i Berlin til et timelangt møde om blandt andet det fremtidige græsk-tyske samarbejde.
Forud for mødet luftede Alexis Tsipras ønsket om en større krigsskadeserstatning fra Tyskland, men Angela Merkel afviste kort og sagde, at det var et overstået og afsluttet kapitel.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde