Græsk valgvinder prøver at samle flertal
Antonis Samaras, formand for det konservative parti Nyt Demokrati, som søndag vandt valget i Grækenland, er mandag gået i gang med at prøve at danne en ny regering.
Hvis det slår fejl for Samaras, vil opgaven blive givet videre til det næststørste parti, det venstreradikale Syriza, som er imod de økonomiske hjælpepakker og restriktioner fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF).
- Det er bydende nødvendigt at få en aftale på plads, og det bliver vi nødt til at gøre med det samme, siger den 61-årige Samaras ifølge nyhedsbureauet AFP.
Nyt Demokrati og det socialistiske parti Pasok, der begge støtter gældsaftalen med EU og IMF, har tilsammen flertal i parlamentet med 162 ud af de 300 pladser.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Pasok endnu ikke besluttet, om de vil indgå i en regering, eller om de kun vil fungere som støtteparti.
Det anses for sandsynligt, at det mindre venstrefløjsparti Demokratisk Venstre vil blive inddraget i forhandlingerne om et regeringsgrundlag for at sikre en kommende regerings legitimitet.
Mandag formiddag mødtes Samaras med præsident Karolos Papoulias, som bad ham danne en regering.
- Landet kan ikke klare sig uden en regering i så meget som én time, siger præsidenten ifølge AFP.
De tre partier Nyt Demokrati, Pasok og Demokratisk Venstre kunne allerede ved valget den 6. maj mønstre et flertal, men det gik tabt i et taktisk spil.
Det kan partilederne føle sig fristet til igen, fordi der ikke er tradition for at samarbejde i græsk politik, vurderer kommentatoren Nikos Konstandaras.
- Det vil føre til en endeløs konflikt, skriver han i avisen Kathimerini.
Eurolandene holder vejret og håber på, at partierne kan forenes i en regering, som kan slutte den lange periode med politisk usikkerhed i Grækenland, der har påvirket euroens værdi.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker