Græske importvirksomheder må nu bruge flere penge
Den græske centralbank beder om lov til at genåbne børsen og lemper flere restriktioner for erhvervslivet.
Grækenland løsner op i de valutarestriktioner, som landets importvirksomheder har været underlagt siden 19. juni, da de græske banker lukkede for at holde Grækenland fra økonomisk kollaps.
Samtidig gør Grækenland klar til at åbne sin børs efter knap en måneds lukning.
Ifølge Reuters har børsen formelt sendt et forslag om genåbning til Den Europæiske Centralbank. Der er ikke sat en dato for, hvornår handlen kan gå i gang igen, men ifølge Reuters kan det muligvis ske allerede mandag i næste uge.
For de græske importvirksomheder betyder de nye lempelser i restriktionerne, at beløbsgrænsen for transaktioner nu fordobles fra 50.000 til 100.000 euro om dagen.
Det siger chefen for den græske centralbank, Yannis Stournaras, fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.
De lempede restriktioner vil ifølge formanden for den græske købmandssammenslutning, Vassilis Korkidis, opfylde 70 procent af det samlede behov hos de græske virksomheder, der lever af at handle med udlandet.
Græske virksomheder har været tvunget til at søge om tilladelse til at sende penge ud af landet for at kunne betale deres underleverandører.
- Hvad angår godkendelserne, er vi nu meget nærmere de månedlige importniveauer, som den græske økonomi registrerede inden krisen, siger centralbankchefen.
Opblødningen af restriktionerne sker efter, at det græske parlament har godkendt kreditorernes skrappe reformkrav, som er blevet stillet til gengæld for en ny økonomisk hjælpepakke til Grækenland.
Embedsmænd fra EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF) skulle være ankommet til den græske hovedstad, Athen, fredag for at diskutere og udforme landets tredje internationale hjælpepakke.
En talsmand for kommissionen siger nu til AFP, at embedsmændene ventes at ankomme "en af de nærmeste dage".
Ifølge den tyske avis Handelsblatt skyldes forsinkelsen blandt andet, at den græske regering forsøger at placere gæsterne cirka 20 kilometer uden for Athen, selv om de var blevet lovet et kontor midt i byen.
Den slags logistiske problemer har tidligere bidraget til dårlig stemning, forsinkelser og mistillid i de græske gældsforhandlinger.
Handelsblatt skriver, at tidsplanen vakler, og at kreditorerne er "irriterede" over udviklingen.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker