Efter seks dages strejke går lastbilchaufførerne i Grækenland nu i arbejde igen.
Med et lille flertal har chaufførernes fagforeninger besluttet at afslutte strejken, siger fagforeningsformand George Tzortzatos til Reuters.
Det sker, efter at regeringen havde givet chaufførerne ordre til at sætte sig bag rattet igen og har truet med at inddrage deres kørekort og retsforfølge dem, hvis de ikke genoptog arbejdet inden for 24 timer.
Lastbilchaufførerne indledte deres strejke i mandags i protest mod regeringens planer om at liberalisere hele transportsektoren og åbne for udenlandsk konkurrence. Det er en del af de reformer, Grækenland skal gennemføre som betingelse for at have fået en stor hjælpepakke fra EU og Den Internationale Valutafond, IMF.
Det fik 35.000 chauffører til at nedlægge arbejdet. De frygter, at liberaliseringen af markedet vil medføre lavere løn og ringere arbejdsforhold.
Strejken har betydet, at der ikke er blevet leveret brændstof i landet. Det har medført lange køer på landets benzinstationer og fik søndag regeringen til at bede hæren hjælpe med at forsyne benzinstationer, lufthavne og hospitaler landet over.
Tidligere på dagen sagde myndighederne, at over halvdelen af tankstationerne i hovedstaden, Athen, og i Thessaloniki havde fået de nødvendige benzinleverancer, og at man forventede, at situationen igen er normal mandag.
Grækenlands turistsektor er hårdt ramt af strejken. Mange turister i landet er strandet og kan ikke komme til deres bestemmelsessteder. Værst ramt er titusinder af turister fra Serbien, Makedonien og Bulgarien, som er strandet i den nordlige del af landet, hvor særligt mange tankstationer er løbet tør for benzin.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie